Grand Canyons glasbro med en bevæbnet gårdejer samt den lokale sherif i hælene

Grand Canyons glasbro med en bevæbnet gårdejer samt den lokale sherif i hælene

I juni 2013 skulle jeg deltage i en messe i Las Vegas. Jeg ankom til Las Vegas kort før midnat og fik blot nogle få timers søvn, før jeg satte mig ud i min udlejnings-bil kl. 7.00. Jeg havde nemlig et møde med en Hualapai indianer ved Grand Canyons glasbro kl. 10.00 og der skulle være 2,5 times kørsel. Jeg havde besøgt Grand Canyon et utal af gange, men endnu ikke set den omtalte glasbro i Grand Canyon West. Denne del af Grand Canyon er ikke en del af Grand Canyon National Park, men derimod ejet af de lokale Hualapai indianere.

En skriftlig advarsel fra sheriffen

Trods træthed og jetlag var min forventning stor og jeg satte kursen mod øst og nød at være tilbage i Guds eget land. Jeg nød det storslåede landskab ved Hoover Dam og fortsatte af motorvej 93 til det var tid til at dreje af nær Dolan Springs. Efter at have passeret det lille indianer samfund kom jeg ud i et totalt øde landskab og jeg øgede farten til ca. 100 km/t. Der gik ikke mange minutter før end jeg hørte sheriffens sirener og måtte holde pænt ind til siden. Selv om jeg ikke synes 100/t var uforsvarligt i det øde område, så havde jeg åbenbart kørt næste dobbelt så stærkt som jeg måtte. Jeg kom med alle de undskyldninger jeg kunne komme i tanke om . Sheriffen troede sandsynligvis, at tårerne i mine øjne skyldes anger. Han kunne ikke vide, at det der i virkeligheden fremkaldte tårerne var, at jeg, for mit indre blik, så de dollarsedler jeg skulle have shoppet for – forsvinde ned i sheriffens lomme. Sheriffen endte med at give mig en skriftlig advarsel – men jeg slap uden bøde – men fik i stedet en sidste advarsel om, at han havde mænd alle steder – så jeg kunne bare vove på at sætte farten op.

“Vejen er spærret” sagde den store mand med det store våben

Jeg tøffede utålmodigt med 50 km/t ud af den øde landevej, mens tiden slæbte sig afsted og jeg følte at jeg ingen veje kom. Endelig nærmede jeg mig, men ca. 10 mil fra Grand Canyon Skywalk holdt der en hvid pick-up truck på tværs af vejen. På ladet stod der en meget stor mand med et meget stort våben og bragte mig til standsning. Autoritetstro som jeg er, troede jeg at det var en officielt sherif eller betjent og jeg rullede vinduet ned. “Vejen er spærret” forklarede manden brysk uden at uddybe det nærmere. Jeg prøvede at forklare at jeg skulle igennem og at jeg havde et møde – men det gjorde slet ikke indtryk på ham. Han befalede mig at vende om og “køre den anden vej” Jeg prøvede at indvende at der jo ikke var nogen anden vej, men han var håbløs at diskutere med. Efter han havde viftet sigende med hans våben, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte vende om. Den nærmeste alternative vej var på et par hundrede kilometer og tårerne strømmede ned af mine kinder i bar raseri og frustration. Jeg prøvede at ringe til Grand Canyon West for at sige at jeg blev forsinket, men der var ingen mobildækning.

5 timer senere… “Hvorfor tog du ikke den helikopter jeg havde bestilt?”

Den alternative rute var mildt sagt rædselsfuld. Det var jordvej med store huller, kæmpe sten og dybe afgrunde. Jeg så ikke en eneste anden billist de 5 timer det tog mig at køre fra den ubehøvlede, bevæbnede mand til Grand Canyon West. En forbløffet indianer tog i mod mig og spurgte om jeg ikke havde set min mail? Øh nej, jeg var ankommet om natten og da vækkeuret ringede var der kun tid til et hurtigt brusebad før jeg kørte. “Trist” sagde indianeren og forklarede at han havde skrevet til mig at det var umuligt at køre herud, så han havde bestilt en helikopter til mig så jeg kunne have fløjet herud. Jeg begyndt at le hystrisk ved tanken om at jeg havde brugt 8 timer på at køre 200 km, var blevet truet med et våben og stoppet af sheriffen – alt sammen fuldstændig grundløst – jeg kunne have siddet i en behagelig helikopter og nydt det storslåede panorama. Indianeren forklarede mig også at hele vejspærringen skyldes at en ranch-ejer havde fundet ud af at den offentlige vej skar ind over et hjørne af hans grund, så indtil der blev bygget en lille omvej på 200 meter havde han ret til at forhindre biler i at køre på vejen. Dette fandt han stor fornøjelse i, da han ikke brød sig om indianere og det morede ham at forsøge at ødelægge deres forretning. Jeg lyttede måbende til denne forklaring og kunne knapt tro mine egne ører.

Grand Canyon Skywalk – en glasbro ud over Grand Canyon

Nå, men vi lod snakken om den spærrede vej ligge og jeg tilbragte et par timer med at nyde det storslåede landskab og den imponerende glasbro Grand Canyon Skywalk. Jeg gik modstræbende ud på broen og min højdeskræk blev virkelig udfordret. Indianerne er så smarte at de forbyder alle genstande på broen – også kamera og mobiltelefoner, så hvis jeg ville bevise at jeg havde stået ude på den skide bro måtte jeg købe et af deres billeder til ågerpris. Hmmm jeg havde ikke lige det store behov for at stå på glasbroen og posere. Jeg skulle bare havde det overstået. Så jeg spadserede broen rundt, så langsomt som mit paniske indre tillod det, før jeg takkede af og hilste farvel med min indianske ven.

Hvinende dæk og alvorlig mangel på sheriffer

Jeg satte mig atter ind i bilen og holdt snart ved et lille ydmygt T-kryds. Jordvejen til venstre ville bringe mig tilbage til Las Vegas i løbet af 7-8 timer, hvis jeg altså overlevede den grufulde jordvej i mørke. Solen ville snart gå ned og den køretur virkede ikke særlig tillokkende. Vejen til højre ville byde 2,5 timers køretur til Las Vegas, dog med risiko for atter at støde på en crazy ranch-ejer med et våben og adskillige sheriffer. Jeg bestemte mig for at satse på vejen til høje og håbe at ranch-ejeren var inde og spise aftensmad. Så heldig skulle jeg dog ikke være. Jeg så ham på lang afstand, trone på ladet af hans hvide pick-up truck. Med bankende hjerte sagtnede jeg farten og rullede vinduet ned og kaldte på ham. Da han var ved at klatre ned at han truck huggede jeg agressivt bilens automat gear i S, trådte speederen i bund og passerede den forbløffede ranch-ejer med rabattens småsten og jord spøjtende op fra dækkende, mens jeg sank godt ned i sædet og bad til at hvis han skød, så ville kuglerne gå hen over hovedet på mig. Jeg fortsatte min hasarderede kørsel i mange kilometer, mens jeg konstant kiggede i bakspejlet for at se om jeg blev forfuldt. Det gjorde jeg ikke – og her hvor man sådan set gerne ville have mødt en sherif, var vejen helt øde. Stor var min lettelse, da jeg kørte ind på hotellet i Las Vegas og jeg nynnede overstadigt “Viva Las Vegas” mens jeg parkerede bilen i hotellets p-kælder.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 grand canyon grand canyon national park grand canyon west hoover dam las vegas sherif