Joshua Tree National Park
“Where the streets have no name”
Da U2 udgav albummet The Joshua Tree i 1987, begyndte jeg at længes efter noget jeg ikke helt kunne definere hvad var. Jeg længtes efter ubegribelig store vidder, med fremmedartede forvredne træer, præcis som på coverets forside. Jeg vidste ikke helt om dette utrolige sceneri blot fandtes i min fantasi – og da der jo ikke var noget internet dengang, ja så var det ikke sådan lige at tjekke. Da jeg nogle år senere kom til USA for første gang, og en råkold januar morgen kørte ind i den californiske ørken, blev jeg helt euforisk af glæde, da det gik op for mig, at der rent faktisk fandtes både en by og en nationalpark ved navn Joshua Tree – og lige præcis der gav det hele mening. Landskabet var nøjagtig som jeg havde forestillet mig det – der ude midt i den forunderlige ørken – hvor “The streets have no name”.
En overset og helt unik californisk perle
Blot 160 km øst for Los Angeles, drejer man fra vej 10 ind på 62 til byen Joshua Tree, og her drejes til højre ind i nationalparken. Snart åbenbarer der sig det mest utrolige landskab. Erosion og opløft af undergrunden har skabt det mest utrolige landskab. Enorme lysegule klippeformationer i de mest underlige former, danner en fantastisk baggrund for de forvitrerede, 10-15 meter høje Joshua træer, der strækker deres grene op imod himlen. Træerne, der har perfekte vækstbetingelser her i Mojave Ørkenen, er et sjældent syn og findes ikke mange andre steder. De særprægede træer er ikke de eneste vækster i nationalparken. Er man heldig at komme et par dage efter et regnskyl, kan man opleve den tørre ørken eksplodere i et væld af farvestrålende blomster. Dette er en helt usædvanlig oplevelse, der ikke er mange besøgende forundt. Men selv uden blomsterflor er naturen en stor oplevelse.
Hidden Valley og Jumbo Rocks
Joshua Tree National Park er på størrelse med Lolland, men størstedelen af parken er ikke tilgængelig i bil. Dermed er et besøg ret overskueligt. Fra byen Joshua Tree følges vejenind igennem nationalparken til 29 Palms. Snyd ikke dig selv for at stoppe ved Hidden Valley, og selv i sommerheden kan det anbefales at gå den lille tur Hidden Valley Hike. De knap 2 kilometer giver et fremragende indblik i den forunderlige natur. Ved Jumbo Rock, kan det også anbefales at gøre et stop, og spadsere lidt. Er der børn med på rejsen, så er de store lyse klipper et slaraffenland, og indbyder til at hoppe og klatre – sandsynligvis i selskab med de voksne, der heller ikke kan modstå de indbydende klipper. Joshua Tree er en fremragende detour på vej fra LA til Grand Canyon. Her er masser af plads og mulighed for en helt unik oplevelse – ofte har man nærmest naturen helt for sig selv.
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Kommentarer: 4
Hvordan skal man mon nå at få besøgt alle de fede steder du skriver om KS?
Tja Britt, der er jo ikke længe til pension… 🙂
Fed beskrivelse! /Jan
Hej Jan
Tak for din kommentar – håber at du har lyst til at læse nogle af de andre indlæg – der er mange at vælge imellem, når man interesserer sig lidt for USA