Zion Nat. Park – Edens Have

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Zion Nat. Park – Edens Have

Checkerboard Mesa ligger blot få hundrede meter fra nationalparkens østlige indgang.

I staten Utah, blot 2,5 times kørsel nord-øst for Las Vegas eller 1,5 times kørsel sydøst for Bryce Canyon National Park ligger Zion National Park. Man kunne måske fristes til at tro, at endnu en nationalpark med røde klipper, blot er en dårlig kopi af de mere kendte nationalparker som f.eks. Grand Canyon. Intet kunne dog være mere forkert. Zion kan noget helt særligt – og det er et fakta at de første mormoner der kom hertil, var så begejstrede at de døbte stedet for Zion, hvilket er deres paradis… Og Zion er også mit paradis – jeg elsker den guddommelige natur og de utallige hikes.

Hovedvej 9 fra øst mod vest igennem Zion er en utrolig smuk køretur.

Den smukkeste vej til Paradis

Jeg synes at den smukkeste vej ind i Zion er ad vej 9 fra Mt. Carmel Junction mod vest ind i Zion. Ganske kort efter man har passeret betalings anlægget åbenbarer Zions vidunderlige natur sig. Efter blot få hundrede meter kommer der et udsigtspunkt på højre hånd med en betagende udsigt mod den hvide skakmønstrede klippe Checkerboard Mesa. Efter yderligere 9 kilometer kommer der en lille parkeringsplads på venstre hånd lige før Mt. Carmel Tunnel. Umiddelbart ligner det ikke, at der er nogen grund til at parkere udlejningsbilen her – men tro mig – der er rigtig god grund til at smide bilen, putte et par flasker vand i rygsækken og snøre vandreskoene.

Udsigten fra Canyon Overlook Trail.

Canyon Overlook Trail

Denne hike kan de fleste klare – selv børn – men visse steder er det en god ide med et godt fast greb i hånden. Stien starter modsat parkeringspladsen på den anden side af vejen lige før Mt. Carmel Tunnel. Selve turen T/R varer ca. 1 time og den er så rigelig anstrengelserne værd. Når man prustende når op til selve udsigtspunktet bliver man fuldstændig blæst bagover. Udsigten ud over Zion Canyon er mageløs og det er helt umuligt at beskrive hvor smukt det er. Bratte røde og hvide 1.000 meter høje klipper åbenbarer sig, mens biler snegler sig ned af hårnålesvingene dybt nede i bunden. Det kan være svært at løsrive sig fra den betagende udsigt, men der venter mange andre smukke gåture i Zion.

Vandfald på Emerald Pools Trail.

Emerald Pools Trail

Når man kommer helt ned i dalen, så parker bilen ved det store visitor center og benyt den gratis shuttlebus ind i Zion Valley. (Det er ikke tilladt at kører i egen bil ind i Zion Valley om sommeren) Herinde venter der en lang række af smukke hikes som f.eks. gåturen ad Emerald Pools Trail. Stien er ret nem i starten, for siden at blive lidt mere krævende, men de fleste kan sagtens klare turen til det første smaragdgrønne vandhul. Herfra kan man vælge at fortsætte til midterste pool og endda helt til Upper Pool. Turen T/R tager 2-4 timer alt efter hvor langt man vælger at gå.

Riverside Walk er en skøn gå-tur, der sagtens kan klares med en klapvogn.

Riverside Walk

Helt ude ved shuttle-bussens endestation starter denne gåtur. Turen er let, stien er asfalteret og der er ikke de store stigninger. Turen langsmed floden er smuk og jo længere man går, jo smallere bliver den kløft man går i. På begge sider rejser der sig 800 meter lodrette røde klipper. Flere steder kan man opleve både grædende klipper og hængende haver. Hvor stien slutter ligger der en stak kæppe, så er det bare med at vælge en god solid en af slagsen og så fortsætte ud i floden, hvor det er muligt at fortsætte flere kilometer til fods i det lave vand. Husk tøj og sko der må blive våde og pas på, der kan være steder med en vanddybde på omkring 1 meter.

Angels Landing Trail kaldes også for den mest skræmmende hike i USA.

Angles Landing

Der findes et utal af andre gode hikes i Zion. Den absolut mest berømte er Angels Landing Trail – her skal man regne 3-5 timer T/R. Jeg har stadig denne hike til gode, den egner sig ikke til folk med højdeskræk. Turen er knap 9 kilometer T/R og det går opad – hele 450 højdemeter. Den sidste kilometer er stien flere stede mindre end 1 meter bred – med hundredvis af meter frit fald til begge sider. Denne hike kaldes også for den mest skræmmende hike i USA. Er man slet ikke til hikes, så er der stadig masser af skønne udsigter i Zion, som man kan nyde helt uden at få sved på panden. Zion er ganske enkelt et sandt paradis for naturelskere.

Virgin River i bunden af Zion Valley.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 

Ingen kommentarer

Tilføj din kommentar