Hawaii – Paradis-øerne i Stillehavet – Big Island

Hawaii er mange ting for øgruppen Hawaii består af 132 vulkan-øer der ligger i et 2.450 km lang ø-kæde. Der er kun 8 ud af de 132 øer der er beboede og langt de fleste indbyggere bor på øen Oahu. Hawaii er USA’s 50. stat og det er her man finder det eneste royale palads i USA. Kongeriget Hawaii blev grundlagt i 1795, hvor Høvding Kamahameha Den Store, samlede alle de små kongedømmer til et stort og udråbte sig selv til konge. I de 79 år Hawaii var et kongerige nåede der at sidde 6 forskellige regenter på tronen. Hawaii er altså meget mere end et behageligt klima og skønne strande. Hawaii er spændende historie og umådelig smuk natur. Faktisk så meget mere at det kræver mere end et blog-indlæg, så jeg vil her koncentrere mig om øen Hawaii, der er den største ø i ø-gruppen. For undgå total forvirring kaldes øen i daglig tale Big Island.



Hawaii Big Island – Smukke vandfald
Nord for Hawaii Volcano National Park ligger der flere smukke vandfald. Det er anbefalelsesværdigt at besøge Akaka Falls. Fra parkeringspladsen kan man dreje til venstre ned af en kort sti, så har man den flotteste udsigt til det 129 meter høje vandfald. Man kan også vælge at gøre som jeg: dreje til højre fra parkeringspladsen og gå en kæmpe omvej… Men jeg fortryder intet – det var den smukkeste spadseretur gennem frodig regnskov og flere steder var der flot udsyn til mindre vandfald. Det 24 meter høje Rainbow Fall kræver ingen spadseretur idet at det ligger helt ud til vejen. Vandfaldet er også meget smukt, selv om det slet ikke er lige så højt, så er det mere vandrigt – i regnsæsonen helt op mod 30 meter bredt.

Hawaii Big Island – Kysten, Kona og kaffe
Vi kører tværs over øen gennem den bizarre bjergrige ørken. Vi passerer Hawaiis højeste bjerg Mauna Loa der er hele 4.169 meter højt. På vores vej ud mod kysten. Vi falder pladask for Kona, den lille by ligger ved en skøn lille strand – og her finder vi al den ro som ikke findes i Honolulu. Hvis man drikker kaffe er det oplagt at købe, den efter sigende, meget velsmagende Kona kaffe. Kaffetræerne har optimale betingelser i den frugtbare vulkanske jord og det solrige klima med med hyppige regnbyer. Jeg køber en meget dyr pakke kaffe med hjem og glæder mig til at forære den væk, mens jeg fortsat holder mig til te.

Hawaii Big Island – Hawaii Volcano National Park
Enestående nationalpark hvor man kommer ganske tæt på vulkaner, lava-flows, lava-marker og lava-tubes. Vulkanen Kilaunea har været i konstant udbrud siden 1983 – og den konstant strømmende lava der vælter ud i havet har gjort Big Island knap 3 km² ”bigger” siden vulkanudbruddet startede. Man kalder også vulkanen for verdens eneste drive-in vulkan, da man kan parkere sin udlejningsbil nærmest ved kraterkanten. I den næringsrige vulkanske jord blomstrer orkidéer i samme antal som mælkebøtter på en dansk sommer-eng. Der er masser af oplevelser i nationalparken – og også lige uden for.

Hawaii Volcano National Park – Endeløse lava-flows
Vi kører kilometer efter kilometer gennem den 1.208 km² store nationalpark og synet af de endeløse lava-flows og lava-marker får al samtale til udlejningsbilen til at forstumme. Som menneske føler man sig lille bitte når man parkerer bilen og træder ud på det der for nyligt var strømmende lava. Ind imellem har et forhutlet træet formået at skabe sig et liv men det meste af landskabet er sort og gold lava-ørken. Vi stopper ved en lava-tube et naturskabt ”rør” ind igennem lavaen. Rundt om indgangen gror der kæmpe-bregner og forskellige plante-snyltere klamrer sig fast til de træer der gror her.


Hawaii Volcano National Park – Kystvejen
Mest imponerende er det at følge vejen ud til kysten. Her gik kystvej 130 tidligere, men et kæmpe lava-flow begravede vejen i lava i 1983. Atter føler man sig bitte lille når man kravler op på det enorme lava-flow. Vi bestemmer os for at køre ud af nationalparken og følge vej 130 fra øst mod vest. Trods flere advarselskilte bevæger vi os ind i det der engang har været et beboelsesområde. Med al tydelighed ser vi, hvordan nogen huse er gået helt fri mens andre grunde er dækket af den altødelæggende lava. Vi falder i snak med en af de lokale der fortæller hvordan forsikringerne nægter at udbetale penge til en ny grund – men kun vil erstatte huset. Derfor har mange set sig nødsaget til at bygge deres nye hus på den gamle grund oven på flere meter størknet lava. Dette kunne dog først ske 7 år efter udbruddet – først der kunne man være sikker på at alle farlige gasser var væk. Så her bor de nu uden indlagt strøm, kloakering og vand.

Hawaii Volcano National Park by night
På disse kanter er man ikke i tvivl om at det er gudinden Pelé der styrer hvor længe vulkanudbruddet skal være. Det kan stoppe i dag eller vare ved i 100 år, men i skrivende stund er det et fakta a nationalparkens vulkan producerer mellem 250.000 og 650.000 km³ lava om året – hvilket ville være rigeligt til at asfaltere 30 km to-sporet vej om dagen! I dagslys har vi fået syn for de mægtige lava-marker med størknet lava, men om aftenen bliver det meget tydeligt, hvor lavaen stadig flyder. Vi sejler forbi nationalparkens kystlinjelinje og den mørke nat oplyses af et rød-orange skær af det der nærmest er et vandfald af lava der flyder ud i Stillehavet. Synet har printet sig i min nethinde for tid og evighed – opfyldt af dyb respekt for Moder Natur.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Ingen kommentarer