Death Valley
Dødens Dal er alt det, der IKKE dukker op i ens hjerne, når man tænker på Californien. Det er så langt fra appelsinlunde, smog i LA, filmstjerner i Hollywood og San Franciscos hvinende sporvogne, som man overhovedet kan komme. Alligevel er den helt specielle nationalpark absolut et besøg værd. Dalen er omkranset af mægtige bjerge, med dystre navne som Funeral Peak, Coffin Peak og Dead Man Pass. En 12 millioner år gammel, gul forstenet flodseng, danner et utroligt skue fra udsigtspunktet Zabriskie Point. Fra samme sted er ser man tydeligt ned i dalen og føler sig, lige som de første guldgravere i 1849, draget af dalens vældige vandspejl i det fjerne. Som vi fortsætter ned i Dødens Dal, er det som om det forbistrede vandspejl flytter sig i præcis samme fart, som vi nærmer os. Forklaringen er ganske simpel: Det er intet vand, det er det rene fatamorgana, altså i virkeligheden en luftspejling, hvor dalens hvide salt spejler sig i himlen, og får enhver til at tro at der er vand.
Badwater – et af jordens lavest beliggende steder.
Det eneste vand der findes i Death Valley, er et lille bitte vandhul kaldet Bad Water. En cowboy satte advarende et skilt op med det ildevarslende navn, efter at hans muldyr nægtede at drikke af det salte vand. Når man parkerer bilen her, er man ikke mindre en 85,5 meter under havets overflade. Kig op på den nærmeste klippeside og bemærk skiltet der markerer havets overflade, det er ret specielt. Prøv at lade hænderne synke ned i vandet ved Bad Water og mærk opdriften i vandet, der indeholder 50% salt, hvilket er ret meget i forhold til almindeligt havvand, der indeholder 5%. Det er også oplagt at spadsere en tur ud på saltsletten og opleve hvorledes luftspejlingen flytter sig i det fjerne. Der er geologer der mener at saltlaget her er 3 kilometer tykt, og det hvide salt skær i øjnene i det klare solskin, der som oftest ledsager et besøg i Dødens Dal. Nationalparken er et af de varmeste steder på jorden, her kan sommertemperaturerne nemt snige sig op på 45-55 grader i skyggen.
Djævlens Golfbane
Har man temperament til et par kilometer på jordvej, så kør også ned til Devils Golf Course. Når man først stiger ud af bilen på P-pladsen, giver navnet meget god mening. Kun djævle ville finde på at spille golf her, i den ulidelige varme og på det særdeles ujævne underlag. Landskabet minder mest om en pløjemark i rimfrost. Det stenhårde, knoldede landskab lader ikke sådan lige flytte på sig. Spark ikke til det – slet ikke i sandaler, det er utroligt ubehageligt – taler af erfaring. Det er svært, ikke at lade tankerne gå tilbage til nybyggerne, der i 1849 troede at de kunne skyde genvej gennem dalen på vej mod guldfelterne i vest. Det har ikke været morsomt at forsøge at køre her med hest og vogn i den frygtelige hede, helt uvidende om, at vandet de kunne se i det fjerne, blot var en luftspejling. Ikke underligt at størstedelen døde på rejsen. Som man står der og betragter det forunderlige sceneri, er det svært at modstå trangen til at kradse lidt i overfladen, og gør det endelig – du vil finde det fineste, rene hvide salt – smag en gang – den er god nok.
Dødens Dal gemmer på mange spændende historier
På vej tilbage fra Badwater, vil jeg anbefale at lave en lille detour ad Artist Drive. Vejen er ensrettet fra syd mod nord – og den lille omvej belønnes ved mageløse scenerier i alle regnbuens farver. Ved Furnace Creek, er der er fin lille General Store, hvor der kan provianteres, før den videre færd. Her ligger også verdens lavest beliggende golfbane, denne med henblik på menneskelige golfspillere. De små hytter, der nu lejes ud, er tidligere arbejderboliger fra dengang, der blev udvundet borax i store mængder i årene 1883-1888. Boraxen blev fragtet ud af Dødens Dal på enorme vogntogn trukket af mulddyr. Mulddyrspannet, der bestod af 20 mulddyr, var mere end 30 meter langt – og vogntoget vejede 36,5 ton. En ret imponerende bedrift. Du kan blive klogere på historien på Furnace Creek. Historie er der i det hele taget masser af her i den 14.000 km2 store nationalpark. Nær Stowepipe Wells, kan man gøre et stop ved Burned Wagon Point, der markerer stedet for de vildfarne nybyggere i 1849 brændte deres vogne, og stegte deres mulddyr for ikke at dø af sult. Ved Scottys Castle kan man høre historien om en meget excentrisk herre, der valgte at slå sig ned her i Dødens Dal. Dødens Dal er måske en af de lidt mere skæve seværdigheder i Californien – men bestemt interessant – og smuk på sin helt egen særlige måde.
og undrer sig over om det mon er vand de ser i den fjerne dal?
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Ingen kommentarer