Ud i det blå – med de grå
Mine forældre har rejst en del i USA, da de var godt og vel i midten af livet. De har haft mange skønne ture sammen – men altid i det vestlige USA. Jeg blev ved med at tale for, at de også skulle opleve New York, Washington DC og Niagara Falls. Lad mig sige det sådan, at de strittede temmelig meget imod, indtil den dag jeg var så heldig at vinde 2 flybilletter til USA. Det var en helt oplagt og billig måde, at få vist mine forældre lidt af det som USA også kan byde på. Vi drog afsted til Billund lufthavn – blot for at finde ud af at flyet var blevet aflyst. I stedet for at ende i Washington DC, ja så endte vi på Hotel Legoland, og der er jo også skønt. Det var ikke den bedste start på rejsen, men næste dag lykkedes det at komme til Washington DC, så jeg kunne vise mine forældre Det Hvide Hus, US Capitol, Arlington kirkegården og alle de smukke monumenter. Det var en lille smule besværligt fordi min mor ikke var særlig godt gåendende – hun havde lige fået et nyt knæ. Det blev derfor til utallige ulovlige og lettere hasarderede parkeringer og mange voksen-skældud fra forskellige uniformerede ordenshåndhævere. “Se gammel ud” hvæsede jeg ud gennem tænderne, hver gang endnu en uniformeret mand, med nedadvendte mundvige og Ray Ban solbriller, nærmede sig. Om det var min mors evne til at se ynkelig ud på kommando eller min charme, der holdt os fri fra bøder skal jeg lade stå hen i det uvisse.
“Kirsten på 31 år savner sin far – Kirsten venter i receptionen”
Vi forlod Washington DC og kørte nordpå gennem Amish-land til Lewisburg. Her havde jeg bestilt et værelse på et meget stort hotel. Efter ankomsten blev vi enige om at gå ned i hotellets pool og tage en forfriskende svømmetur. Det blev ret interessant idet at min mor åbenbart ikke kunne svømme med det kunstige knæ. Panikken lyste ud af hendes øjne, mens hun plaskede febrilsk for at holde sig oppe. Jeg fik hende reddet ind på lavt vand, men det varede lidt inden den gode stemning var genoprettet. Min mor og jeg gik i sauna, mens min far bestemte sig for at gå op på værelset. “Hvad nummer er det vi bor i?” spurgte han. “348” svarede jeg kækt – og han traskede afsted. Da der var gået lidt tid spurgte min mor “Var det egentlig ikke i Washington DC vi boede på 348?” Det var præcis hvad det var. Da vi kom op på værelset var min far der ikke. Hotellet var meget stort med mange sammenhængende fløje i flere etager. Jeg piskede rundt for at finde ham – uden held. Til sidst måtte jeg henvende mig i receptionen, hvor jeg fik kaldt al personale over deres walkie talkies “If you see an elderly confused male – please bring him to the lobby” Min far talte ikke engelsk, så han forstod slet ikke hvad der foregik, da en alt-mulig-mand i grøn kedeldragt tog fat i armen på ham og slæbte ham hen til receptionen, hvor vi blev genforenet.
Homoseksuel i lak og læder og lys på Niagara Falls
I Niagara Falls skulle vi mødes med min super skønne homoseksuelle ven fra Toronto. Jeg glædede mig enormt meget til, at mine forældre skulle møde ham. Min far glædede sig knap så meget, han havde aldrig før hængt ud med en homoseksuel – og havde en del fordomme. Natten før mødet skulle finde sted drømte jeg, at min ven kom til hotellet iført lak og læder. Det var enormt sjovt – fordi det var så uendelig langt fra hvordan min ven er. Jeg var ved at dø af grin, da jeg fortalte mine forældre om den skøre drøm. Min far synes ikke det var morsomt og blev helt bleg og stille og virkede faktisk noget nervøs. Men da min ven kom blev alt godt. Han tog os med på en køretur i hans Jeep Cherokee. Da min far skulle stige ind i bilen kom han til at sparke til et glasskår. Den klirrende lyd fik min ven til at vende sig om i mod mig og høfligt sige “Jeg tror din far tabte hans tænder” Da den bemærkning blev oversat til dansk – eksploderede min far i den hjerteligste latter og dermed var alle fordomme glemt. Om aftenen tog min ven os med op i tårnet, hvor de dengang styrede belysningen af Niagara Falls. Min far fik lov til at styre alle knapperne og dermed lyset på vandfaldende. Han var himmelhenrykt – og jeg tror helt ærligt at det var en af de bedste aftener i hans liv. Næste morgen var der en engelsk dame på hotellet der henvendte sig til min mor og spurgte om vi havde set det flotte lys på vandfaldende aftenen før. Min mor stak næsen i sky og svarede på hendes bedste skole-engelsk “Ja det så vi godt – det var min mand der lavede det” Udtrykket i ansigtet på den engelske dame var en skøn blanding af vantro og forvirring og til sidst konkluderede hun vidst, at vi ikke var rigtig kloge og vendte om på hælen og gik.
Cat-SHIT Mountains, slave whisky og makrel i tomat
På vej ned til New York kørte vi igennem Catskill Mountains. Jeg fandt det skønneste 4-stjernede hotel beliggende ned til en sø og helt omgivet af skov i de smukkeste efterårsfarver. Desværre var det ret dyrt og vi blev enige om at køre videre og se om vi kunne finde noget billigere. I byen Liberty lå der et lille motel, hvor vi fik et værelse til en rimelig pris. Jeg skulle måske have været så klog, at jeg havde bedt om at se værelset før jeg betalte, eller måske blevet lidt bekymret over at damen i receptionen lignede prototypen på en heks, men jeg jeg betalte bare og så glad ud – lige ind til heksen lænede sig over på den ene balle – slap en støjende vind – hvorefter hun rynkede på næsen, trak en skuffe ud, sniffede ind og udbrød “What the hell is that smell” Ja jeg kunne da godt være kommet med et kvalificeret bud – men det undlod jeg. Værelset var helt igennem frygteligt. Det klæbrige gulvdtæppe var lappet med gaffatape, madrasserne var som hængekøjer, men det værste var stanken. Vi døbte straks stedet til Cat-shit Mountains. Jeg forsøgte at få mine penge tilbage – men heksen var ikke videre imødekommende. Jeg ved ikke hvorfor vi ikke bare skred, men det gjorde vi ikke. I stedet blev vi og bestemte os for at få det bedste ud af det. Der var ikke nogle spisesteder i byen, men min mor trak stolt en pakke knækbrød og 2 dåser makrel i tomat op af kufferten. Jeg var målløs over at hun havde medbragt dåse-makrel, men selvfølgelig havde hun det – man ved jo aldrig hvad man kan komme ud for. Min far havde købt en lille flaske whisky af ukendt oprindelse og til sammen udgjorde det jo en fin middag. Jeg ved ikke hvad der var værst: makrel eller whisky – men det havde sine fordele. Stanken af makrel overdøvede den ubehagelige lugt i værelset, og whiskyen gjorde, at vi pludselig synes det hele var uhyre morsomt. Da vi skulle sove, lagde vi pænt vores tøj ind i køleskabet… Det virkede til at være det reneste sted i værelset. Vi fandt også ud af, at de små pakker med citronduftende vådservietter fra flyet, var fine at ligge over næsen… Det eliminerede de værste lugtgener.
New Yorks bedste lokumsrenser i Hugo Boss jakkesæt
Næste morgen kørte vi de sidste 100 mil til New York City. Tømmer- mændene bankede på indersiden af hjerneskallen og vi havde pels på tungen og alt andet end en frisk ånde. Vi skulle bo i Lower Manhattan, lige ved South Street Seaport, hvor vi havde det skønneste værelse med egen terrasse og imponerende udsigt ud over skyline og Brooklyn Bridge. Den første aften, da vi skulle til at i seng, gik jeg på badeværelset for at gøre mig klar til. Da jeg trak ud i toilettet blev vandet bare ved med at stige og stige og til sidst væltede vandet ud over kanten. Panisk løb jeg, kun iført nattøj, ned i receptionen, hvor jeg fik forklaret sagens alvor for hoteldirektøren, som tilfældigvis var alene på skansen. Han fulgte med op og besigtigede de fossende vandmasser. Han afførte sig strømper og Lloyd sko og smøgede buksebenene på Hugo Boss jakkesættet op til knæene, før han bevæbnet med en svupper gik ind i værelset og fik fikset problemet – og gjort rent. Han så lettere sammenbidt ud mens det stod på – og var ikke særlig modtagelig for mine gode råd. Næste morgen, da vi kom ned i receptionen fik min far øje på hoteldirektøren bag disken og udbrød “Hvad helvede – det er da vores lokumsrenser, der sidder der” Jeg valgte at undlade at oversætte, men smilede bare venligt til direktøren og takkede ham for i går aftes, hvilket han virkede til at finde lidt upassende – måske fordi de andre gæster gloede underligt.
De dage vi var i New York, var vi igen lidt ramt af at min mor var dårligt gående, så jeg kørte rundt. Min mor spurgte igen og igen om jeg nu var helt sikker på hvor jeg var – mens min far henrykt erklærede, at glippede alt andet, så kunne jeg da blive en fremragende taxa chauffør i New York. Igen blev det til utallige ulovlige parkeringer og vi endte med at få en parkeringsbøde, som jeg ikke kunne snakke mig ud af – uanset hvor ihærdigt jeg prøvede. Nå pyt, tænkte jeg – jeg undlader bare at betale den. Det skulle vise sig at være ret dumt – Politiet fandt frem til mig igennem biludlejningsfirmaet – og gangede så lige bøden med 3 fordi jeg var stukket af fra den. Trods turens udfordringer er jeg for tid og evighed taknemmelig over at vi tog på denne rejse sammen. Blandt de mange oplevelser var bl.a. et besøg i World Trade Center – 11 måneder før end de stolte bygninger forsvandt for tid og evighed.
Dette indlæg er dedikeret til min far; Jeg savner dig så inderligt…selv dine dårlige jokes. Tak for turen ned ad Memory Lane.
Beklager i øvrigt den forringede billedekvalitet – jeg havde ikke digital-kamera tilbage i år 2000 – så det er de gamle billeder der er scannet ind.
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Ingen kommentarer