Den lille mætte pige med svovlstikkerne

Den lille mætte pige med svovlstikkerne

Nogen gange når jeg er sammen med min kære familie, så får jeg det lidt lige som den lille pige med svovlstikkerne. Ikke at jeg er sulten – det vil ALDRIG ske når min familie samles, nej der ender vi altid med at være meget mætte. Nej jeg tænker mere det med, at den lille pige kiggede ind af vinduet og betragtede et fællesskab, som hun ikke var en del af. Jeg føler tit at jeg står uden for fællesskabet i min familie og at jeg ikke helt rigtig hører til. Jeg har bare aldrig rigtig passet ind i puslespillet, jeg var lidt den der brik der var til overs. Man vælger ikke selv sin familie, men selv om man gjorde, ville jeg aldrig have valgt anderledes. Jeg vil hellere være den brik der er tilovers i min families puslespil, end jeg vil være en brik der passer perfekt ind i en anden families puslespil. Jeg har nemlig en ret skøn familie – til trods for at vi er meget forskellige.

Vi behøver ikke at have samme mening for at elske hinanden

Mine søskende er ældre end mig: Det føles nogen gange som en hel generation – selv om det slet ikke er det. De blev tidligt gift og fik tidligt børn – jeg fik børn i en sen alder, så vi har aldrig rigtig været samme sted på samme tidspunkt. Mine søskende er aldersmæssigt tætte på hinanden, så de har gået i byen sammen, haft fælles vennekreds, spist utallige hyggemiddage sammen, sejlet og været på ferie sammen. De er smadder gode til det, og det glæder mig på deres vegne. Mine søskende er også mega seje til at være sociale og lære nye mennesker at kende. Mig???…not so much…. Jeg tror jeg har lidt en social fobi, jeg er altid så skide bange for at være i vejen eller være til ulejlighed, jeg er nok lidt sær. Men er vi egentlig ikke alle sammen lidt sære? Det tror jeg – og måske skal vi bare blive endnu bedre til at favne vores forskelligheder og acceptere, at vi sagtens kan elske hinanden uden at have de samme meninger og uden at være en del af det samme fællesskab.

Familiens polkaprikkede får

Mine søskende er velsignet med lange ægteskaber med gode livs-partnere. Deres skønne børn er vokset op i misundelsesværdige kernefamilier. Jeg har to forliste ægteskaber bag mig og er enlig mor. Bedst som jeg troede at jeg havde skabt en kernefamilie, ja så blev fire til tre. Da det skete lovede jeg mig selv at mine børn aldrig skulle føle at jeg på noget tidspunkt valgte dem fra. Jeg har de sidste 3,5 år fokuseret 100%, på mine fantastiske børn og jeg kan se, at indsatsen lønner sig. De er vokset op til gode, empatiske, kærlige og ærlige store børn, der behandler deres medmennesker ordentligt. Mine børn er mit livsværk og jeg er så uendelig stolt af dem. Jeg føler selv, at det trods det hele, er lykkedes med, at skabe min eget lille treenige kernefamilie og her passer min puslespilsbrik perfekt. Så selv om jeg måske ikke passer helt 100% ind i resten af min skønne familie, så synes jeg ikke selv, at jeg er familiens sorte får – aller højst lidt polkaprikket.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 børn enlig mor familie forskellighed kernefamilie kærlighed søskende