The big 5.O is just around the corner

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

The big 5.O is just around the corner

Jeg er stadig i fyrrene – men kun 2 uger endnu – så rammer The Big 5.O. Jeg har på intet tidspunkt synes, at det er slemt, at jeg fylder 50. Jeg synes det ville være meget værre – ikke at gøre det! Jeg har faktisk totalt optur over at få lov at fylde 50 – synes jeg er et af de heldigste mennesker i verden. Jeg har mange skønne mennesker i mit liv – dejlige veninder – fantastiske kollegaer og mest af alt min to helt ekstraordinært vidunderlige børn. (Helt objektiv set naturligvis) Joh der er sørme meget at være taknemmelig for. Indrømmet jeg er da blevet lidt løs i kødet og er måske ikke helt så sprød som da jeg fyldte 30, men dog i bedre form end da jeg fyldte 40 – så tænker at jeg er fuldstændig på toppen når jeg fylder 60!

Et barn af plateau-sko og Staying Alive

Jeg var barn i de glade halvfjerdsere, hvor plateau-sko, kassebukser, skjorter med gigantiske kraveflipper og army-grønne parkacoats var et absolut must i et hvert klædeskab. Staying Alive og Grease strømmede ud af den lille højtaler på kasettebåndoptageren. Hver dag sad jeg klar til at optage fra P3 den ene time om eftermiddagen, hvor der var bare en bitte lille chance for, at der ville komme en lækker sang i radioen. TV bød på gode tv-programmer tre gange om året: Disneys jule-show og 2 x melodi grand prix. Da vi stiftede bekendtskab med den første soap i Danmark og Dallas begyndte at rulle hen over skærmen, sad vi alle tryllebundne klistret til vores 30 tommer sort-hvid tv. Vi havde ingen Ipads, Iphone, nintendo eller computere, men vi havde hinanden. Vi legede hvert et ledigt øjeblik. Min faste legekammerat Elin og jeg legede på skift hos hinanden hver 2. dag og jeg er flov over at indrømme at jeg altid udtænkte snedige systemer så jeg vi altid legede hos mig juleaftensdag. Undskyld Elin!

Bilfrie søndage og ferie i bagagerummet

Jeg husker også de bilfrie søndag under den store oliekrise, hvor man trygt kunne lege ude midt på vejen, for selv de større veje var lagt øde. Der var nu i det hele taget ikke så mange, der havde bil den gang. Til gengæld var der mange der røg. Som barn var det aldrig rart at komme ud at køre med dem der røg. Bilens askebæger bugnede af cigaretskod og tykke tåger af gul os væltede om på bagsædet, så man næsten ikke kunne se ud af vinduet. Havde man en bil med sikkerheds-seler, så var det blot noget nymodens pjank, og bestemt ikke noget der fandtes på bagsædet. Jeg husker at vi en gang kørte på camping-ferie til Norge i familiens stationcar. Min skønne faster og onkel var med, foruden min mor og far og 2 teenage-søskende. Der var ikke rigtig plads til mig, så jeg lå oven på bagagen i bilens bagagerum. Jeg husker at jeg var taknemmelig for, at vi havde en stationcar og ikke en sedan – så havde det måske været lidt klaustrofobisk. Det var en skøn ferie, det hele var bare lidt mere enkelt den gang.

Skulderpuder – så store som et formbrød med birkes

Da halvfjerdserne gled over i firserne var jeg blevet større – og det var som om at alt andet også var stort. Enorme permanentede frisurer og habitjakker med skulderpuder – så store som et formbrød med birkes- var firsernes uundgåelige trends. Vel at mærke både til drenge og piger. Strikkede benvarmere uden på de lange bukser var tidens uundværlige accessories. Pastelfarvede Lacoste polo-trøjer blev afløst af Ball bluser i hysteriske neon-farver med matchende gigantiske plastikøreringe. Det var virkelig ikke kønt, jeg forstår slet ikke hvordan det lykkedes mig at finde en kæreste den gang – men vi var vel bare lige grimme allesammen. Når jeg ser på mig selv nu – knap halvtres år gammel, så synes jeg selv at jeg trods alt har fået en lidt mere klassisk stil. I dag har jeg en kjole på der er mindst 10 år gammel, og jeg synes stadig den holder… – eller måske er den overbevisning i virkeligheden det helt sikre tegn på at jeg er en gammel dinosaur? Måske – men jeg er i det mindste en glad gammel dinosaur – og for at fejre det har jeg givet mig selv blomster i dag – bare fordi jeg kan!

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 

Kommentarer: 2

  1. Jeanette siger:

    <3
    Spot on

Tilføj din kommentar