Nisser… Den gode, den onde og den grusomme…

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Nisser… Den gode, den onde og den grusomme…

Så blev det december. Hvis det ikke var fordi, at Gertrud Sand er udødelig, så ville hun vende sig i sin grav, ved synet af mit julepyntede hjem. Jeg er ikke typen der beslutter at “I år skal julen være sølv og hvid” Jeg er heller ikke typen, der sætter et lille juletræ i en potte ind i stuen og hænger 7 farvekoordinerede glaskugler på – for derefter lige at tjekke Mad & Bolig for at se, om det hele nu passer med tidens trend. Nix… Min jul indeholder engle, julemus, julestrømper og masser af nisser, men skønt det kun er den 4. december, så er jeg allerede blevet klogere på nisser, for de findes åbenbart i flere udgaver – både den gode, den onde og den virkelig grusomme.

Den første lille fine hjemmelavede gaveæske
på min barndoms pakkekalender.

Den gode lille nissepige og gaverne på pakkekalenderen

I søndags var det første søndag i advent. Der var gaver i børnenes julesokker, der entusiastisk blev pakket ud. Så gik vi i gang med at pynte til jul og lave juledekorationer, kalenderlys og adventskrans. Når man går der og hygger med sit yngel, bliver man da helt glad i nissehuen, over hvor skøn julen kan være. Min barndoms gamle broderede pakkekalender blev hængt op – og stor var min overraskelse, da der pludselig hang den fineste lille hjemmelavede gaveæske. Inde i æsken lå der 3 lakridskugler og et lille fint hjerte, med teksten: “Best Mom ever” Jeg var ikke længe om at gætte, at verdens skønneste datter gemte sig bag denne nisse.

Drillenissen på kontoret er ren ondskab😂

Den onde kontornisse og ca. 3 ton makuleringsstrimler

I dag mødte jeg som vanligt på kontoret kl. 8.00, hvor jeg blev mødt af et højst overraskende syn. Mit ellers så ordentlige skrivebord, var nærmest gemt væk i bjerge af strimler fra makulatoren. Midt i ”snelandskabet” stod der en bøtte med pulver til varm kakao, og en post it med teksten ”Lidt at varme dig på i sneen” Hmmmm… hvem kan mon have været så modbydelig og gennemsyret ond? Ok, jeg indrømmer at kakao, og en flok julestribede slikstokke, var en formildende omstændighed – og den absolut eneste grund til at denne nisse ikke blev kategoriseret som den grusomme. Jeg har ingen beviser – men jeg har en mistanke…. Og jeg tror at bogstavet S indgår i drillenissens navn…. Jeg ved hvor du bor og hvis jeg var dig ville jeg låse min dør – for mit mest skræmmende våben er en stribet hankat – og jeg er ikke bange for at bruge den!!!

Den stribede kat er mistænkt for
modforsøg på julemus og nisse.

Den virkelig grusomme: buksevand, mordforsøg og hærværk

Jeg har erfaret at den mest grusomme slet ikke er en nisse – men der imod en misse. Min stribede hankat er blevet teenager og her hvor han går imod hans 2. jul, har han åbenbart oparbejdet et stærk had til nisser. I mandags havde han kastet sin 6 kilo tunge krop mod døren ind til stuen, indtil det var lykkedes ham at få døren op. Her havde han myrdet 3 nisser ved at skubbe dem ned fra vindueskarmen (Det er satme godt at vi har så mange af dem) og efterfølgende splittet adventskransen ad. I går gik han skridtet videre. Ttålmodig væltede han de fleste køkkennisser en efter en og sluttede sine onde gerninger af med at slæbe en nissemus hen i køkkenvasken, hvor jeg formoder at han gennembankede den med en lyserød opvaskebørste og forsøgte at drukne den. Den var i hvert fald meget gennemblødt og forkommen, da vi kom hjem. Så fik vi da taget hul på julen – det er sørme, der er sandt – december.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 

Ingen kommentarer

Tilføj din kommentar