Cape Cod – Minigolf & Maxi Hvaler
I New England, i det østlige USA, ligger halvøen Cape Cod. Er man på de kanter, så er det et ret skønt sted at tilbringe et par dage. De mange smukke strande minder lidt om dem, vi kender fra Vesterhavet her i lille Danmark, bare uden bunkere… Flere af strandende er betalingsstrande, men til gengælde er der fine parkering og toilet faciliteter. Systemet er helt rimeligt, for de gæster der ønsker at dase på stranden en hel dag, men hvis man blot ønsker at spadsere en kort tur i sandet, kan man godt blive lidt småirriteret over at skulle gribe til dollarbeholdningen.
Lak & læder i Provencetown
For enden af Cape Cods yderste spids ligger Provincetown. Der er omkring 3.000 fastboende sjæle, men hver sommer valfarter 75.000 besøgende til den lille by og skaber både trafikkaos og masser af omsætning i byens butikker og restauranter. Byen er kendt for at være meget frisindet og hilser en hver homoseksuel hjertelig velkommen. Butikkerne i den gamle bydel er fyldt med tøj i lak og læder samt diverse remedier, som man kun kan gisne om hvordan de benyttes. Ikke desto mindre er det et ret hyggeligt sted at spadsere en tur og ens horisont udvides ret meget.
Kennedy og minigolf i Hyannis
Hyannis er et fint sted at have sin base, mens man besøger Cape Cod. Her kan man besøge det lokale John F. Kennedy Museum. Fra den hyggelige havn, sejler der hver dag, færge til Marthas Wineyard, hvor man kan tage bussen rundt på øen – eller måske cykle forbi de imponerende sommerhuse, der tilhører USAs absolutte elite. Her har fx. John F. Kennedy og Obama ferieret. I udkanten af byen ligger der den ene imponerende minigolfbane efter den anden. Her er der rig mulighed for at tæve ungerne i minigolf og blandt “vilde” dyr og gamle fly.
Voldsomt mange hvaler i Cape Cod bugten
Blot en kort køretur fra Hyannis ligger Barnstable, hvorfra der i sæsonen sejler både ud i Cape Cod bugten Her venter der en helt eventyrlig mulighed for at komme tæt på hvaler. Sejlturen fra Barnstable ud i midten af bugten er næsten ulidelig. Maven er knuget sammen af spænding over hvad der venter, frygt for ikke at se hvaler og i mit tilfælde en lille smule søsyge. Endelig sagtner kaptajnen farten – han har fået øje på den første hval. Vi stirrer betaget på den enorme pukkelhval og snart er båden omringet af alle dens venner og der er flere hvaler end vi kan holde styr. De dykker, vipper med halen og puster store vandsprøjt op. Skønt jeg har set hvaler i Australien, Canada og på Hawaii – så har jeg aldrig oplevet så mange hvaler som her i Cape Cod bugten.
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Kommentarer: 2
Der må vi hen på vores næste USA tur – tak KS for endnu en dejlig beretning og gode tips
Hej Britt
Tak for din kommentar❤️
Så dejligt at endnu en drøm er født.
Kh
Kirsten