Hawaii – Paradis-øerne i Stillehavet – Maui
Hawaii er mange ting for øgruppen Hawaii består af 132 vulkan-øer der ligger i et 2.450 km lang ø-kæde. Der er kun 8 ud af de 132 øer der er beboede og langt de fleste indbyggere bor på øen Oahu. Hawaii er USA’s 50. stat og det er her man finder det eneste royale palads i USA. Kongeriget Hawaii blev grundlagt i 1795, hvor Høvding Kamahameha Den Store, samlede alle de små kongedømmer til et stort og udråbte sig selv til konge. I de 79 år Hawaii var et kongerige nåede der at sidde 6 forskellige regenter på tronen. Hawaii er altså meget mere end et behageligt klima og skønne strande. Hawaii er spændende historie og umådelig smuk natur. Faktisk så meget mere at det kræver mere end et blog-indlæg, så jeg vil her koncentrere mig om øen Maui. Her findes utallige smukke hoteller, skønne strande og smuk natur. Øen er domineret af den mægtige slumrende vulkan i Haleakala National Park. Nationalparkens højderyg skiller nedbørsmængden så det meste regn falder ud mod kysten mens området syd for Haleakala nærmest kan betegnes som ørken. Maui byder på mange flotte oplevelser. Mine favoritter er Road to Hana, Iao Needle og Molokini Crater.

Road to Hana
I byen Kahului starter den 103 km lange køretur ad vejen Road to Hana. I Paia, før det for alvor går løs, er det en god idé at proviantere. Hvis det glipper, så er det muligt at købe bananbrød og saft fra bl.a. friske kokosnødder i en lille vej-biks Halfway to Hana, der som navnet antyder ligger halvvejs til Hana. Selve køreturen, der i øvrigt regnes for at være en af verdens smukkeste, tager mellem 3 og 5 timer idet man konstant lige må parkere bilen, nyde udsigten og tage endnu et billede. Det gælder om at være vågen ved rattet. På de godt 100 km er der 620 sving og man krydser ikke mindre end 59 broer. De fleste af broerne er så smalle at to biler ikke kan passere hinanden, så det kræver lidt tålmodighed og ekstra opmærksomhed fra chaufføren. Den imponerende vej stod færdig i 1926, men først i 1960´erne blev vejen asfalteret. Præsident Bill Clinton erklærede vejen for fredet i 2000.



Road to Hanas smukke vandfald
Det er en rigtig god ide at investere $25 i en audio guide og et godt kort før man begiver sig ud på Road to Hana. Dermed får man det mest optimale ud af turen og kan ud fra kortet vælge stops til og fra. Som nævnt overfor krydser man ikke mindre end 59 broer på vej til Hana. Kommer man i vådsæsonen vil man næsten ved hver eneste bro kunne spotte et vandfald. Nogle små, nogle store – der er vandfald for en hver smag. Mine 2 børn på henholdsvis 9 og 5 år orkede til sidst ikke at blive ved med at stige ud af bilen for at se på vandfald, men jeg var begejstret for hvert eneste et. Lyden af det rislende vand der kaster sig ud fra høje og lave klipper og bryder alt det grønne, er bare fantastisk. Jeg ELSKER vandfald og her på vejen Road to Hana fik jeg virkelig min lyst styret.

Hana – ikke ligefrem verdens navle
Kort før Hana er det en god ide at stoppe ved den sorte lava-strand i Wai´anapanapa State Park. Her er det muligt at gå ind i en lava tube – en naturskabt tunnel ind igennem den størknede lava. Det fine sorte sand var et gevaldigt hit for mine 2 børn og det var fantastisk at se dem løbe i strandkanten og være dybt fascineret af, hvordan deres små sorte fodaftryk, forsvandt på magisk vis, hver gang der kom en bølge. Om sider fik de nok af legen og min søn begyndte atter at snakke om den McDonald cheeseburger han var blevet lovet i Hana. Et løfte som det ikke var muligt at opfylde. Hana er en ekstremt lille by uden de store muligheder for at tilfredsstille en lille cheese-burger hungrende dreng. Men i Hana General Store fandt vi et meget begrænset udvalg af dagligvarer og med en lille knitrende chips-pose i sønnikes lille hånd var livet atter godt.

Vejen væk fra Hana
Vejen til Hana var en oplevelse for livet – men at skulle køre samme vej retur synes jeg alligevel var lidt uoverskueligt, så vi bestemte os for at køre den anden vej tilbage til Paia. Vejen langs Mauis sydkyst startede fint, men overraskede så ved at blive til en jordvej. Støvet hvirvlede fra jordvejen mens vi kørte gennem det særprægede ørkenlandskab. På vores højre side kunne vi se Haleakala National Park og det var fuldstændig utroligt at vi om formiddagen havde kørt i den frodigste regnskov og betragtet utallige vandfald. Her hvor vi kørte nu, lignede det næsten at vi var på månen. Kilometer efter kilometer fortsatte vi igennem det særprægede landskab. Kontrasten var enorm, at det var helt umuligt at lade være med at sige ”det var dog utroligt” 100 gange. Vulkanen Haleakala er en sovende kæmpe. Det mægtige vulkankrater er 11 km i diameter og næsten 800 meter dybt.

Iao Needle
Blot 5 km vest for Wailuku ligger Iao Needle. Det er nemt at parkere og der er skønne vandrestier i så fin stand at et par gode klip-klapper sagtens kan gøre det ud for vandrestøvler. Stierne starter lige ved den lille parkeringsplads og man har dårlig forladt bilen før man er omringet af den smukkeste natur. Iao Needle Trail er blot 500 meter T/R men trods den meget lille fysiske indsats så belønnes man med en storslået udsigt mod den 370 m spidse bjergformation Iao Needle. Det er også værd at gå Iao Tableland Trail. Denne sti er 4 km T/R. Her går man bl.a. langs med en lille flod, hvor det klare vand risler afsted, mens kulørte fugle følger en på vej. Omkring os rejser de frodige grønne bjerge sig majestætisk, nærmest helt dækket af regnskov. Det her sted egner sig fremragende til en hyggedag med ungerne, i godt selskab med en god madkurv.

Molokini Crater
I havet, blot få kilometer fra Mauis sydvestkyst, ligger den sunkne vulkan Molokini. Den halvmåneformede kraterkant stikker op over havet mens resten af vulkanen ligger under vand. Det er dermed muligt at sejle ind midt i selve krateret og trække i våddragt og snorkel udstyr. Tanken om at man snorkler langs med indersiden af en udslukt vulkan er helt utrolig. Her er tusindvis af fisk i alle regnbuens farver, underskønne koraller og store havskildpadder. Det var her mine to børn lærte at snorkle. For mig var det en kæmpe gave at lære mine børn at snorkle netop her og få lov at svømme rundt med et barn i hver hånd og betragte de farvestrålende fisk. Jeg må være helt ærlig og sige at tanken om at vende hjem til Bolbro svømmehal efter at have prøvet dette var lidt tam! På vej tilbage til fastlandet så vi en lille flok delfiner i horisonten. Med mit stive saltvandshår flagrende i vinden, betragtede jeg mine 2 begejstrede unger og mit hjerte svømmede over af kærlighed og taknemmelighed over at have disse minder fra skønne Maui med hjem i bagagen.
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Kommentarer: 2
Fed blok, den vil jeg bruge som inspiration til vores rejse til Hawaii.
Du er blevet anbefalet af din bror Jan, som er min kollega
Hej Dorte
Det glæder mig at du kan finde inspiration på min blog Anbefal den gerne til andre og følg mig også gerne på instagram kirsten_skjold. Tak for din kommentar og tak for at du læser med. Rigtig god rejse til Hawaii