Hawaii – Paradis-øerne i Stillehavet – Krydstogt

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Hawaii – Paradis-øerne i Stillehavet – Krydstogt

Hawaii er mange ting for øgruppen Hawaii består af 132 vulkan-øer der ligger i et 2.450 km lang ø-kæde. Der er kun 8 ud af de 132 øer der er beboede og langt de fleste indbyggere bor på øen Oahu. Hawaii er USA’s 50. stat og det er her man finder det eneste royale palads i USA. Kongeriget Hawaii blev grundlagt i 1795, hvor Høvding Kamahameha Den Store, samlede alle de små kongedømmer til et stort og udråbte sig selv til konge. I de 79 år Hawaii var et kongerige nåede der at sidde 6 forskellige regenter på tronen. Hawaii er altså meget mere end et behageligt klima og skønne strande. Hawaii er spændende historie og umådelig smuk natur. Faktisk så meget mere at det kræver mere end et blog-indlæg, så jeg vil her koncentrere mig om at beskrive hvordan man kan opleve det bedste af Hawaii ombord på Pride of America fra Norwegian Cruise Line.

Flot indsejling til Kauai – meget bedre end at vente i en lufthavn.

Hvorfor vælge krydstogt?
Et krydstogt gør det muligt at opleve flere øer på en og samme rejse uden at skulle spilde lang tid i lufthavnene. Problemet ved at flyve rundt mellem øerne er, at man ofte er tvunget til at flyve tilbage til Honolulu for at skifte fly før man kan flyve til den ønskede ø. Dermed spilder man mange timer i lufthavne – selv om der reelt er tale om korte flyveture. Det er heller ikke billigt at flyve mellem øerne, så tanken om et krydstogt blev mere og mere tillokkende. Jeg er ud af en bådfamilie, men tænker nogle gange at jeg må være adopteret. For mens mine forældre og søskende altid har elsket at sejle – ja så har jeg altid hadet det. Jeg bliver søsyg blot jeg fylder for meget vand i badekarret – så jeg var virkelig i tvivl om denne løsning ville kunne fungere for mig… Det korte svar er: det er noget af det bedste jeg nogen sinde har gjort.

Det gode liv til søs.

Pride of America fra rederiet NCL

Navnet på rederiet NCL står for Norwegian Cruise Line. Der er 15 dæk på det 280 meter lange skib og der er i alt plads til 2.186 gæster og 927 crew. Der er 16 restauranter og et utal af barer. Der er altså næsten 1 ansat per 2 gæster – det siger sig selv at servicen er høj. Skibet blev søsat I 2002 efter 2 års byggeri, men først i 2005 var skibet helt færdigt og kunne begynde at sejle med passagerer. I 2016 gennemgik skibet en renovering til $30 millioner og fremstår nu flottere end nogensinde før. Skibet udmærker sig bl.a. ved at der findes studio kahytter til dem der rejser alene, hvilket gør at prisen er overkommelig. Skibet sejler fra Honolulu hver lørdag, året rundt, på en helt fast rute der hedder: Honolulu – Maui – Hilo Big Island – Kona Big Island – Kauai – Honolulu. Med undtagelse af Kona, kan skibet lægge til kaj i alle havne. I Kona benyttes små både til transport mellem skibet der lægger for anker og havnen.

Skibets personale havde aldrig for travlt til at give sønnike en high-five.

Krydstogt med børn – duer det?
Jeg var selv meget i tvivl, men det viste sig at have mange flere fordele end ulemper. Rent faktisk var der ikke en eneste ulempe! Da vi stod i check-in til skibet blev jeg spurgt om mine børn på henholdsvis 6 og 8 år skulle have deres eget nøglekort, så de kunne færdes alene rundt på skibet. Jeg var ved at få et hjertetilfælde. De skulle bestemt ikke have deres eget nøglekort og de skulle absolut ikke færdes nogen steder alene. Al min bekymring var voldsomt overdrevent. I løbet af et par dage løb ungerne ubekymrede rundt på skibet – og de elskede det. Det var fantastisk at der ikke skulle pakkes ud og ind – men at kahyt og sovedyr ventede på skibet hver dag, når vi kom tilbage fra nye oplevelser. Børnene elskede den store buffet, der dagligt diskede op med alle deres livretter. De elskede også de to swimmingpools, boblebade og de flotte shows i skibets teater. Det var utroligt nemt at være forælder ombord på et skib som Pride of Amerika. Alt var lige ved hånden og børnenes øjne var store som tekopper af begejstring hver eneste dag.

The Aloha Spirit fra start til slut ombord på Pride of America.

Aloha Spirit til lands og til vands
Da vi gik i kø for at lave check-in på skibet, fik vi en hawaii-krans om halsen mens vi lyttede til et par gutter i hawaii-skjorter, der spillede på deres ukuleler. Stemningen var straks i top og forventningen boblede i maven. Skibets personale ydede en service helt ud over hvad man kunne forvente. Overalt på skibet blev man mødt at et frisk Aloha og der var altid tid til, at give en high-five, til min lille søn på 6 år. Skibet er lækkert, kahytterne er pæne og velindrettede og mad samt underholdning var i top, men det der gjorde det krydstogt til, det bedste jeg endnu har prøvet, var skibets personale. I de 8 dage krydstogtet varede, formåede de at svøbe mig ind i en tryg puppe af boblende glæde over at opleve dette sammen med mine børn. MAHALO!

Eventyrlig flot sejlads langs med Napali-kysten.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 

Ingen kommentarer

Tilføj din kommentar