Cancer kortet

Cancer kortet

”Du siger til mig at jeg har kræft…nå ok men jeg må hellere se at komme på arbejde”

Netop som jeg troede at jeg var løbet tør for tårer, efter at min mand havde forladt mig, fik jeg konstateret kræft. Det var fredag den 5. maj 2017 (2 år siden i dag) jeg fik stillet den diagnose som alle frygter. Jeg havde en veninde med til samtalen og det interessante var, hvor forskelligt min veninde og jeg reagerede på diagnosen. Min veninde var fuld af fortrøstning og nærmest overstadig over, at lægen havde sagt at det ikke virkede til at kræften havde spredt sig. Jeg derimod kunne KUN fokusere på ordene kræft, kræftpakke, overlevelseschancer – ord som lægen havde nævnt i forbindelse med beskeden om at jeg skulle opereres allerede den efterfølgende mandag. Jeg ved ikke hvad der er normalt at gøre når man får sådan en besked – men jeg kørte på arbejde. Jeg har de skønneste kollegaer og det var en stor trøst at komme på arbejde og blive mødt med åbne arme, omsorg og trøstende ord.

Jeg skulle lige lære kunsten at trække Cancer kortet

Jeg skulle have vagt den weekend men en skøn kollega meddelte mig at han tog den for mig og der havde jeg ikke en gang lært at trække cancer kortet endnu. Jeg lærte på den hårde måde at der ikke kommer noget godt ud af at være for stolt til at bede om hjælp og støtte. Jeg mente sagtens at jeg kunne gennemgå operationen alene, men jeg havde slet ikke regnet med at blive så sølle BAGEFTER. Da jeg fik besked på at jeg kunne tage hjem forsøgte jeg at nå ned til min bil, men endte med at finde mig selv alene i regnvejr på en bænk uden for OUH. Tårerne strømmede ned af mit ansigt og kvalmen slog knuder på min mave mens smerterne rev i operationsarret. Jeg var SÅ ynkelig og følte mig som den ensomste person i verden, hvilket var det rene vrøvl for jeg kender de første 50 mennesker der med glæde havde kørt mig, hvis blot jeg havde bedt om det. Da jeg endelig kom hjem viste min 12 årige datter sig meget klogere jeg. Hun havde sendt en snap til ALLE at jeg havde fået kræft og at vi havde brug for hjælp. ”Mor du bliver nødt til at lære at bede om hjælp – det her kan vi ikke klare selv”. Snart strømmede det ind med lasagne, gryderetter, friskbagte brød, havearbejdere og meget mere.

Tak for LORT Kræftens bekæmpelse

Jeg startede alt for tidligt på arbejde efter operationen. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg troede, at jeg kunne få konstateret kræft og blot 10 dage efter starte på arbejde igen. Jeg var overbevist om at jeg havde fået ”den fede form for kræft” og takkede min skaber for at jeg havde været så heldig, og forsøgte desperat at lade dagligdagen fortsætte som før. Det gik faktisk også meget godt indtil jeg modtog et magasin fra Kræftens Bekæmpelse. Min sundhedssikring havde åbenbart givet mig et års gratis medlemskab og dette var det første magasin jeg modtog. Jeg var lidt i tvivl om jeg egentlig havde lyst til at kigge i magasinet, men jeg bladrede det hurtigt igennem. Og BUM som ramt af lynet stoppede jeg ved artiklen: ”Ny forskning viser hvorfor XXX kræft er så aggressiv”.  Hvem FANDEN skriver sådan noget lort??? Der er sgu da INGEN kræftpatienter eller pårørende, der har brug for at læse om hvorfor netop deres  kræftform er super aggressiv. Hele min tro på at jeg havde fået den ”den fede form for kræft”  smuldrede i det øjeblik, og det gik op for mig at jeg meget vel kunne dø fra mine 2 børn. Tårerne løb i stride strømme og intet kunne stoppe dem.                                                                          

Jeg tror at Gud (eller hvem det nu var) gav mig kræft fordi jeg var på røven

Min pensionsselskab ringede og fortalte at jeg ville få udbetalt en kritisk sygdoms erstatning. Jeg kunne slet ikke finde nogen glæde i pengene, jeg kunne kun rumme tanken om at jeg tydeligvis var så kritisk syg, at jeg fik en sum penge til at forsøde livet med. Det var som om at situationens alvor gik op for mig. Jeg tænkte straks at pengene skulle bruges til at betale af på min, efter skilsmissen, enorme bundløse gæld. Min kloge bror fik mig dog på andre tanker. Jeg bestemte mig for at bruge pengene på mine børn. De fik nye værelser, computere, cykler telefoner og en trampolin. Jeg bestilte ferier for at skabe så mange minder med børnene som muligt – i det tilfælde at det var ved at være sidste chance for at skabe nye minder. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at Gud havde givet mig kræft fordi jeg var på røven!. Smerter efter flere operationer, bekymring, angst og floder af tårer blev min faste følgesvend i dagligdagen. Hvor ville det dog have været rart at have haft en fast klippe at støtte mig til i den tid… Og misforstå mig ikke, min familie, venner, kollegaer og ikke mindst mine børn var fantastiske – MEN for dem blev min kræft hurtigt til datid – for mig er det stadig nutid. Præcis i dag er det 2 år siden at jeg fik diagnosen – og jeg er så taknemmelig for hver eneste dag jeg har fået. Jeg er taknemmelig for de evindelige kontroller på OUH – men FU** det er hårdt for psyken.  Tårerne – de løber stadig ofte, men min arbejdsplads har for længst vænnet sig til at jeg er firmaets grædende medarbejder!  Ingen der ikke har prøvet det, kan sætte sig ind i hvordan det er at være kræftramt eneforsørger og alenemor og få det hele til at hænge sammen, men jeg gør det så godt jeg kan – og synes ærlig talt jeg gør det ok. Så altså 2 år er gået og jeg er her stadig… Jeg er satme et heldigt menneske.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 cancer kræft