Californiens kæmpe redwood træer

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Californiens kæmpe redwood træer

Det latinske navn  for de store redwoodtræer er Sequoias. Gigantum er den tykkeste art mens sempervirens er verdens højeste træart. Et almindelig dansk fyrretræ bliver 20-30 m højt, mens en redwood sempervirens bliver 70-100 m højt. Det højeste træ er målt til 112 meter. Disse himmelstræbende kæmpetræer bliver dog sjældent mere end 600 år gamle. Deres tykke fætre, redwood gigantum, bliver ikke så høje, men til gengæld kan de få en omkreds på mere end 30 meter og blive meget gamle. 3000-5000 år gamle er ikke usædvanligt. Træernes bark er 20-30 cm m tyk og næsten umulig at antænde. Dermed er træernes eneste fjender storme og selvfølgelig mennesker. I et enkelt redwood træ kan der lige så meget tømmer som i en halv hektar almindelig skov, så en omfattende skovhugst har gjort det af med 92% af de californiske redwoods. Den eneste grund til at der stadig er redwoods er nok at det var meget besværligt at fælde de store træer. I 1800-tallet tog det 4 mænd 22 dage at fælde bare et enkelt træ med økser og sav. I dag er de resterende 8% redwoods fordelt fordelt fifty fifty mellem privat eje og statseje.

Highway 1 syd for San Francisco

De redwoodtræer der gror langs med den californiske kyst er generelt af arten sempervirens – altså højere og slankere end deres artsfæller længere inde i landet. Til gengæld er de lige knap så omfangsrige.  Er du på vej fra San Francisco mod syd af den legendariske Highway 1, så snyd ikke dig selv for at stoppe ved Big Basin Redwoods State Park. Når bilen er parkeret er det nemt at følge den 1 km lange Redwood Nature Trail, der let og bekvemt fører til de største af skovens træer, der når en højde på 90 meter og en omkreds på 15 meter. Der er også andre nåletræer i området, men redwoods er lette at kende på den rødlige bark der føles som kork. Bemærk også at nålene er flade som på en tuja

Er du på vej fra San Francisco til Los Angeles, så husk at stoppe i Big Basin og gå en tur.

Yosemite National Park

Det bedste sted at opleve de store træer i Yosemite er i Mariposa Grove. Bilen må blive tilbage på den nyanlagte P-plads, og så er det med shuttlebus op til Mariposa Grove. Her venter den skønneste spadseretur i en skov af 500 voksne redwood træer. Mange af træerne er omkring 3.000 år gamle. Grizzly Giant er det største træ i Yosemite og den 5. største sequoia i verden. Toppen er knækket af, men på trods af det, er det 2.700 år gamle træ 61 meter højt og har en omkreds på 29 meter. Bag ved Grizzly Giant kan man følge en kort sti ned til California Tree. I 1895 huggede man hul igennem træet for kunne køre igennem med diligence, hvilket var en stor turistseværdighed. I dag kan man spadsere igennem og føle sig som Alice i eventyrland blandt de enorme træer.

Grizzly Giant i Mariposa Grove i Yosemite national Park

Sequoia & Kings Canyon National Park

I de granit grå Sierra Nevada bjerge, lige syd for Yosemite, ligger Sequoia & Kings Canyon National Park. Nær Giant Forest Museum finder du både stien Big Trees Trail (2 km T/R) samt den lidt længere sti, der fører til verdens største træ: General Sherman Tree. Parkerer man i stedet ved Generel Sherman Parking Lot, er der kun en helt kort spadseretur hen til verdens største træ. Ganske vidst er træet med sin højde på ”kun” 84 meter, og ”blot” 31 meter i omkreds, hverken det højeste træ – eller det tykkeste, men derimod det træ i verden med den største massefylde, nemlig hele 1.500 kubikmeter. Træet er mellem 2.300 og 2.700 år gammelt. Parkens absolut største seværdighed er Giant Forest, her findes 5 ud af verdens 10 største navngivne træer

I Sequoia & Kings Canyon National Park finder du verdens største træ.

Redwood National and States Park

Følger man den californiske Highway 1 helt mod nord, hvor Californien grænser op mod staten Oregon, finder man Redwood National and States Park. Parken består af flere forskellige skovområder og kan ærlig talt godt virke lidt forvirrende at køre rundt i. Ved Klamath er der mulighed for at besøge et drive through tree, der er i privat eje. For nogle få dollars kan man selv få lov at køre gennem det enorme træ. Det er en god ide at besøge det lokale turistkontor og få hjælp til at lægge en rute gennem det store område, så man får den bedst mulige oplevelse. I Crescent City kan man dreje øst mod Grants Pass. Denne vej fører gennem masser af skov med et par gode muligheder for spadsereture blandt de kæmpe træer.

I Klamath er det muligt at køre igennem et kæmpe redwood træ.

Små mennesker og store træer

For børn er det sjovt at klatre på de store væltede træstammer og lede efter grankogler.  Måske finder de en kæmpe kogle og antager at den må komme fra et redwood træ, men nej kæmpekoglerne stammer fra sugarpines. Redwood træernes kogler er ganske små – på størrelse med en lille nektarin. Koglen indeholder 500 frø, der ikke selv er i stand til at komme ud af koglen, så træet er helt afhængig af f.eks. et egern til at gnave frøene fri fra koglen – eller en skovbrand, der også kan få frøene fri. Uanset hvor man vælger at se de smukke store træer, så er det en skøn oplevelse at spadsere en tur i en skov af redwoods, der allerede var 1000 år gamle da Jesu blev født. Duften af nåleskov fylder næseborene og små egern klatrer lystigt op og ned af de enorme stammer giver fred i sjælen og et rart afbræk på et roadtrip i Californien.

California Tree i Yosemite National Park ligger lige bag træet Grizzly Giant.
I Redwood National & States Park er det sjovt at lege gemme i en trærod.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 

Ingen kommentarer

Tilføj din kommentar