Når (hvis) jeg bliver gammel vil jeg danse på havet

Når (hvis) jeg bliver gammel vil jeg danse på havet

I tirsdags var jeg, i forbindelse med mit arbejde, inviteret om bord på et krydstogtskib. Skibet var smukt og maden var skøn og det var interessant og lærerigt at se et skibet og lære om de forskellige kahytstyper mm. Dette specifikke krydstogt henvendte sig til den lidt ældre generation – som vores guide sagde: Jo mere kultur på sejlruten – jo højere gennemsnitsalder. Da rundvisningen næsten var slut kom vi til en dansebar med levende musik. Klokken var kun 20.00, men der var fuld knald på. Der blev langet kulørte drinks over bardisken og dansegulvet var fyldt med dansende par. Det rørte mig simpelthen så dybt at se disse modne menneske, der dansede kind mod kind. Det er muligt at kinderne var rynkede, men som de stod der lyste det ud af dem med samhørighed og hengivenhed. Det var en gave at se hvordan de nød aftenen og hinanden. Jeg kunne mærke at mine øjne fyldtes med tårer af glæde over det de havde – men også i sorg over bevidstheden om hvad jeg ikke har. Jeg kunne pludselig mærke, at det jeg så, var præcis det jeg ønsker at få en gang. Når (hvis) jeg bliver gammel, vil jeg også danse om bord på et krydstogtskib ude på de store oceaner. Jeg vil holdes om og læne min rynkede kind ind i mod en anden rynket kind og bare føle at vi to er de eneste to i verden her i livets sidste kapitel.

Ikke bitter – bare bange

Det var en meget stærk oplevelse for mig. Jeg havde fuldstændig afskrevet at jeg nogensinde skulle have noget at gøre med en mand igen. Der er godt nok gået mere end 3 år og 3 måneder siden jeg blev skilt, men jeg har blankt afvist en hver hentydning til, at det kunne være en mulighed at finde en kæreste. Jeg har slet ikke kunne se mig selv stole på en mand igen…. Never…ever… Hvordan skulle jeg kunne det? Hvordan skulle jeg have tillid til, at jeg ikke igen finder ud af, at det jeg troede var et parforhold blot er en illusion? Hvordan skulle jeg kunne tro på, at jeg er den eneste for ham og ikke blot en blandt flere. Hvordan skulle jeg kunne have tiltro til, at han ville være der for mig – også når livet er svært? Hvordan skulle jeg kunne tro på at nogen kan elske mig højt nok til kun at ville mig? Jeg har slet ikke anset det for en mulighed at sådan en mand rent faktisk eksisterer et sted derude. Det er lyder måske som at jeg er bitter – det er jeg egentlig ikke. Jeg er ikke bitter over det der er sket – men bare bange for om det kan ske igen.

Måske er chancen for at vinde rent faktisk større end risikoen for at tabe?

Men i går da jeg så de dansende par kunne jeg pludselig mærke et stærkt ønske om ikke at blive gammel alene. Måske er chancen for at vinde rent faktisk større end risikoen for at tabe? Jeg ved det ikke, men en ting er helt sikkert, at hvis der virkelig findes sådan en mand derude, så kommer han nok ikke bare og banker på min dør… Jeg bliver nok nødt til at komme lidt ud af busken. Alene tanken får en knude af skræk til at vokse i min mave, men jeg tror nu at jeg vil prøve at vænne mig til tanken om, at der måske findes en mand derude, der både er sød, sjov omsorgsfuld og ikke mindst ÆRLIG – og som vil kunne elske mig for den jeg er. Hvem ved? Måske i løbet af et par år, vil jeg være nået så langt, at jeg tør at give det en chance. Det ville være ret skønt at have en at kunne læne sig op ad når livet er svært og le med når livet er sjovt. Så hvem ved? måske en dag vil jeg danse tæt, på et krydstogtskib på de store oceaner, med en mand som elsker mig for den jeg er…..måske…

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 håb utroskab Skilsmisse tillid