“Jeg ved godt hvordan du har det”

“Jeg ved godt hvordan du har det”

Den hører jeg ret tit – og jeg må ærligt indrømme, at lige præcis den sætning hænger mig langt ud af halsen og gør mig sådan lidt små-aggressiv. For NEJ du ved ikke, hvordan jeg har det – med mindre du har stået i præcis samme situation som mig. Og lad os nu antage, at du også havde prøvet at finde ud af at din mand var utro og pludselig stå som enlig forsørger med ene-ansvar for økonomi, hus, bil, 2 mindre børn og alle de bekymringer der følger med og så lige få smidt en kræftdiagnose oveni… Ja så ville du vide lidt om hvordan jeg har det – men aldrig 100% – for vi er jo ikke ens i vores reaktions-mønstre. På samme måde ved jeg jo heller ikke præcis, hvad der foregår i dig. Kunne vi prøve at blive bedre til ikke at smide om os med “Jeg ved godt hvordan du har det” sætningen eller i det mindste omformulere til “Jeg kan forestille mig hvordan du har det” eller “Jeg forstår hvis du synes det er svært” Der sidder måske nok nogen og ruller med øjnene og tænker ordkløveri, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg føler at min situation og min ret til at føle, som jeg nu en gang føler, bliver nedgjort og bagatelliseret når jeg får slynget “Jeg ved godt hvordan du har det” i hovedet. Måske lidt for at lukke munden på mig? eller måske bare tankeløshed.

“Nå men det er jo ovre nu”

Det er endnu en sætning som jeg hører en del. Jeg tænker at det er lidt en verbal måde at klappe mig på håret og sige – se at komme videre. Men sagen er den, at jeg mener, at det vi går igennem er med til at forme os som mennesker. Jeg er bestemt ikke det samme menneske, som jeg var før alt det her skete. Jeg ER kommet videre, men jeg kommer aldrig over det. Jeg læste i et ugeblad, at det slet ikke er ualmindeligt at blive ramt af en form for PTSD efter et eftertrykkeligt svigt i et parforhold. Jeg ved ikke om det er det jeg er lidt ramt af mig, men jeg ved bare at jeg går i panik når nogen antyder noget med et nyt forhold. For et par uger siden oplevede jeg, at en misforstået samtale i et støjfyldt festlokale, gjorde at jeg pludselig var blevet udstyret med en imaginær kæreste. Da jeg hørte om det, tog jeg kraftigt afstand til det. Det var bare en fjollet misforståelse – men jeg kunne bare mærke at jeg slet ikke var klar og jeg synes overhovedet ikke at det var sjovt. Jeg synes heller ikke, at det er sjovt, når jeg sidder og vil fortælle en nyhed og reaktionen fra dem jeg ville være fortrolig med er: “Nå er du gravid? ha ha” eller: “Skal du giftes? ha ha” Det gør ondt fordi jeg bliver bevidst om, at jeg måske aldrig bliver klar til et forhold igen.

“Nu er du jo rask igen”

Kræft er en lortesygdom, og jeg er da også dybt taknemmelig over at være i live. Jeg har gennemgået 3 operationer, den sidste for 1,5 år siden. MEN kræft er ikke lige som en forkølelse, der er ude af krop og sjæl, så snart næsen ikke løber mere. En kræftdiagnose sætter dybe spor, som ikke forsvinder, heller ikke selv om der er gået 1,5 år uden behandling. Jeg er dybt taknemmelig for de hyppige kontroller, som vil være en del af mit liv i mindst 5 år, men jeg tror at en hver kræftramt vil kunne genkende den stress, man rammes af op til kontrollen. Selv om jeg synes jeg er blevet bedre til at håndtere det, så bliver jeg stadig ramt af kvalme, angst og hjertebanken , hver gang jeg går ind på afdelingen på OUH til kontrol. Det hele kommer tilbage og der kommer en klar bevidsthed om, at ens liv atter kan ændre sig på et split-sekund – alt afhænger af hvilket besked der venter bag den lukkede dør. Jeg er sikker på at andre, der har været ude for lignende eller andre svære sygdomsforløb, skilsmisser eller andet traumatisk vil kunne genkende den frustration over, at ens omverden betragter det hændte som datid, mens man stadig prøver at få efterhølgerne af datiden til at passe ind i nutiden. Det er ikke et spørgsmål om ikke at være kommet videre – det er et spørgsmål om, at skulle lære at leve med de ar man har fået på sjælen. Så kære alle der ude, giv jeres medmennesker lov til at føle det de føler – bær over med dem når de reagerer og respekter at datiden for for altid vil være en del af både nutid og fremtid.

Dette indlæg er skrevet i kærlighed – og er dedikeret til B – du ved hvem du er – og du har ret til at føle som du gør – også selv om der er gået mange år.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 diagnose enlig forsørger kontrol kræft ouh reaktioner Skilsmisse utroskab