Viva Las Vegas

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Viva Las Vegas

Las Vegas er Disneyland for voksne – men er familien på roadtrip, så kan Las Vegas også noget for børn. Det er vigtigt at bo midt på hovedgaden Las Vegas Boulevard – eller The Strip, som den kaldes i daglig tale. Så er det nemt at spadsere rundt og kigge nærmere på det hele. Det med at bo billigere et par km væk fra The Strip duer ikke. Man snupper ikke lige bilen ind til The Strip og finder en parkeringsplads. Der er en kæmpe fordel at besøge Las Vegas på hverdage. Priserne på hotellerne er kun 1/3 af, hvad de er i weekenderne. De store temahoteller, der blev bygget i halvfemserne ligger alle godt og priserne er meget rimelige. Las Vegas ligger midt i Nevadas ørken, men det betyder ikke at vejret altid er godt. Der er ufattelig varmt om sommeren – tit omkring de 40 grader, men der er aircondition alle steder og hotellerne råder over store pompøse poolanlæg, så det kan godt gå an. Vinteren er kølig med temperaturer på 5-15 grader, så der er det ikke vejr til at ligge ved poolen. Forår og efterår er ubetinget de bedste tidspunkter at besøge Sin City. Det hele virker så flot og pompøst, men det er bare at gå indenfor – uanset hvor fornemt det ser ud, er det bare at smutte ind. Måske skulle jeg også lige understrege at man ikke behøver at finde festtøjet frem i Las Vegas. Det hele er meget afslappet og man vader ud og ind af casinoerne i shorts og T-shirt. Har man finere tøj på, tror alle straks at man skal giftes, og med god grund, for der indgås et ægteskab i Las Vegas hvert 6. minut døgnet rundt.

Ikoniske 4 Queens i Las Vegas Downtown.

Las Vegas Down Down – det gamle Las Vegas

Las Vegas er en ret ny by. I skrivende stund er det blot 114 år siden at der begyndte at opstå noget der kunne kategoriseres som en by. Der var fuld gang i byggeriet af den transkontinentale jernebane, og der opstod et akut behov for beværtninger og i kølvandet på dem også et par ulovlige spillebuler. Under opførslen af Hoover Dam, blev Las Vegas stedet hvor arbejderne søgte ind i weekenden for at bruge deres hårdt tjente penge. De illegale spillesteder var blevet et stort problem, som staten Nevada let og elegant løste ved at legalisere spil i Las Vegas. I de fleste af USAs stater er casinodrift forbudt, men i Nevada er det ikke bare tilladt – det er også en rigtig god forretning, der indbringer milliarder af dollars i statskassen. Det er ikke kun spil der er lovligt. Som det eneste sted i USA er prostitution er også legaliseret. Selv om man ikke lige er i den typiske målgruppe, vil man få stukket masser af små reklamekort med bare damer på – lige op i ansigtet, når man spadserer om aftenen på The Strip. Det er dog ikke værre end at man bare kan ignorere de sikkert gode tilbud, eller man kan samle nok kort ind til at spille vendespil:) Fra The Strip er det let at tage bussen ind til Downtown – det gamle Las Vegas. Her kan man se nogle af de ikoniske, gamle casinoer kendt fra mange film. Det er også her at man kan se det imponerende lys-loft hen over hovedgaden, der blev lavet for at lokke de besøgende væk fra The Strip. Nær Downton Las Vegas ligger Las Vegas Premium Outlet Mall, som jeg personligt bedre kan lide end det der ligger syd for byen. Det er virkelig værd at besøge – der er fremragende shopping.

I halvfemserne blev der bygget de mest utrolige temahoteller på The Strip – her New York.

Gratis glæder i Syndens by

Selv om Las Vegas higer efter at trække penge ud af de millioner af besøgende, der kommer hvert år, så er der også mange gratis glæder. Halvfemsernes vanvittige tema-hoteller er et godt sted at starte – også hvis man rejser med børn. Det er forbudt at spille og drikke, hvis man er under 21, men man må gerne gå igennem casinoerne med børn og unge – blot man ikke spiller. En sjov aftentur kunne starte i Venetian. Se Venedig udefra, hvor gondolerne sejler i kanalerne, med flot udsigt til Marcuspladsen, og Sukkernes Bro. Snyd ikke dig selv for at gå ind i Doge-paladset og tage rulletrappen op på 2. sal, så vil du se at her sejler de også i gondoler – nu i aircondition. Stop også op ved The Mirage, hvor der er “vulkanudbrud” flere gange hver aften. Caesars Palace er også overdådigt og det er værd at spadsere en tur indenfor. Inde i Paris, føler man at man spadsere rundt i Latinerkvarteret og det er muligt at spise middag i Eiffeltårnet. Vel ude af Paris er det oplagt at gå over gaden og betragte Bellagios imponerende fontæne. Springvandet springer op til 70 meter op i luften til musik hver halve time i dagtimerne og hvert kvarter om aftenen. Inde i Bellagio er der masser af glaskunst – og også en lille smuk have med smukke skiftende blomster-udstillinger. Er der mere liv i benene så gå en tur på Broklyn Bridge ved New York – og gå evt. ind og prøv rutsjebanen, der drøner rundt imellem skyskraberne. Merlins slot Excalibur er pænest ude fra, men man kan evt. gå ind og følge walkway til Luxor, den 106 meter høje pyramide. Det smukkeste sted er receptionen, hvor der er 100 meter til loftet/pyramidens tag. Sig også lige hej til Sfinxen, der ligger foran pyramiden.

Venetian, der her ses ude fra, ligner til forveksling Venedig.
Venetian, der her ses inde fra, tilbyder gondolture på 2. sal!.

Knap så gratis glæder i Las Vegas

Der findes som sagt mange måder at bruge penge på i Las Vegas. Prøv en af de overdådige buffeter, hvor der virkelig er valuta for pengene. Skal det være buffet, så er min favorit den buffet på Flamingo. Der findes restauranter i alle prisklasser også et utal af upscale virkelig dyre restauranter, men det kan gøres billigere. Flere steder lokker de med forskellige meget billige middage, den er god nok, det er for at gå gæster ind i deres casinoer. De håber naturligvis på at man spiller en formue op, før man atter begiver sig ud på The Strip. Uanset hvad man spiller, så er det kutyme at være rundhåndet med drikkepenge til både dealer og pigerne der serverer cocktails. Er man ikke den store haj til at spille, så er der gratis lektioner i alle de større casinoer. Man kan også bare holde sig til at spille på de enarmede, men lad nu være med at spille på dem, hvor det er muligt at vinde en bil eller en motorcykel, det er indviklet at få dem med hjem. At være i Las Vegas er et stort freak-show, som de fleste vil få nok af i løbet af nogle dage, men det er altså også så tilpas vanvittigt at det er sjovt. Gå ikke glip af de mange forrygende shows, de er populære – med rigtig god grund. Der er mange at vælge imellem i alle prisklasser. Jeg er personligt fan af Cirque du Soleil – især “O”.
Las Vegas kan være: kulturelle oplevelser, sjov, party og store kolde drinks, familiehygge i Circus Circus, vilde rutsjebaner med teenageren i New York, shoppetur med veninderne, eller et romatisk getaway med lækker mad og forrygende shows. Las Vegas kan det hele – så giv Syndens By en chance, og kør derfra med et smil på læben – lige inden det bliver alt for meget.

Eiffeltårnet og Paris ligger lige overfor Bellagios smukke fontæne.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

Ingen kommentarer

Tilføj din kommentar