Børnene ind til bjørnene…
Er man en god mor når man skubber sine 2 børn, på 8 og 10 år, ind i et bjørnebur? Det er der sikkert delte meninger om og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg mærkede et snært af fortrydelse, da jeg hørte den tunge låge lukke sig med et metalliske klik. Børnene så faktisk også en anelse betuttet ud, men de havde fået strenge ordre på bare at nyde deres ophold i bjørneburet, for hvor tit får man lige sådan en chance??? Der blev givet en kort sikkerheds-instruks på engelsk. Børnene forstod ikke så meget af det, så jeg stod på den rigtige – og mere sikre – side af bjørneburet og prøvede råbende at oversætte. Ved ikke hvor meget de hørte af det, men begge børn nærmede sig forsigtigt bjørneungerne bevæbnet med hver deres sutteflaske.
Hvem helvede kommer til Idaho?
Det hele foregik i Yellowstone Bear World, der ligger i staten Idaho, vest for Grand Teton og Yellowstone National Park – godt et par timers kørsel fra Jackson Hole. Den udemærkede dyrepark er lavet lidt i samme stil som Knuthenborg og Giveskue. Også i Yellowstone Bear World kan man køre rundt inde blandt dyrene. Den store forskel er, at her er der kun nordamerikanske dyr som f.eks. elge, bjørne, ulve og bisonokser. Skønt alle de forskellige arter lever vildt i området, så kan de være vanskelige at spotte, så parken her er fremragende, hvis man gerne vil være sikker på at vise børnene en bjørn. Dog er det en kende upraktisk, at parken ligger i staten Idaho – for hvem helvede kommer til Idaho? Ja det gjorde vi så, og det havde faktisk sine ganske fine øjeblikke – ikke mindst i Yellowstone Bear World.
Fodre bjørne eller bjørnefoder?
For mig og mine børn, var det bedste ved Idaho, uden tvivl de små bjørneunger, der skulle flaskes op. De små kluntede bamser havde al deres opmærksomhed, rettet mod min unger, der stod klar med sutteflaskerne. Tårerne sved i mine øjne i taknemmelighed over, at have kunne give mine børn denne oplevelse. Jeg havde forberedt børnene på, at det nok var lynhurtigt overstået – men skønt de små bjørneunger suttede ivrigt på sutteflaskerne, så gav de sig også tid til at nyde maden – og lod sig også klappe og ae ind imellem. Da mine børn var sikkert ude af bjørneburet, var de helt høje af oplevelsen. Jeg er sikker på at de aldrig vil glemme det og jeg vil aldrig glemme taknemmeligheden over at mine skønne børn endte med at fodre bjørnene og ikke endte som bjørnefoder.
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Ingen kommentarer