Portvin, nøgne landmænd, bagedyst og venindetur

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Portvin, nøgne landmænd, bagedyst og venindetur

I fredags havde jeg en fridag fra arbejde – dels fordi jeg skulle til 90 års fødselsdag, men også fordi jeg skulle fejre 20 års jubilæum med min skønne veninde. Vi lagde hårdt ud og startede med portvin og brune kager på Gelsted Plejecenter, hvor vi skulle fejre søde Ruths 90 års fødselsdag. Jeg havde ingen anelse om at jeg kunne lide portvin – men jeg er vel bare ved at have alderen til det. Ruth er den skønneste lille dame, som jeg har lært at kende, fordi hun og hendes ven Aage, har været med mig i USA 5 gange, dengang jeg var rejseleder. Nu hvor Aage er gået bort og Ruth er kommet på plejehjem, besøger jeg hende af og til og jeg var meget stolt og rørt over at være blevet inviteret til hendes 90 års fødselsdag.

Tiden flyver afsted når man shopper i godt selskab

Min veninde og jeg løsrev os fra de sprøde brune kager og kørte til Flensborg. Vi skulle på shoppetur med overnatning på Hafen Hotel. Fredag aften måtte vi endnu en gang erfare, at 5 timer i TK Maxx jo bare flyver af sted, når man shopper i godt selskab. Jeg ELSKER at shoppe med Didde. Kun med hende kan man tilbringe 5 timer i en ret lille butik – og være helt enige om at den absolut bedste måde at tilbringe en fredag aften på, er ved at klippe prismærker af og organisere indkøb i snorlige rækker. Det var den dejligste venindetur – ikke mindst fordi, der var flødeboller på hotellets morgenbuffet. Hvad lavede I så lørdag? sidder der sikkert nogen og tænker -eller det er der nok ingen der tænker – men her kommer svaret: Der tog vi lige i TK Maxx – men kun i 2 timer. Det har bare været den skønneste tur -Love You Didde!

Den store bagedyst, Date mig nøgen eller Landmand søger kærlighed???

Hele sidste uge har mine kollegaer presset på for, at få mig til at melde mig til Den Store Bagedyst. Jeg forstår ikke hvorfor, men de har åbenbart et stort behov for at se mig i et vilkårligt reality program. Jeg stritter i mod alt det bedste jeg har lært, men mine kollegaer er ret insisterende. Alt i mens jeg sippede portvin og shoppede på min fridag i fredags, planlagde mine kollegaer åbenbart et kup. Storsindede som de er, ville de ikke tvinge mig til at deltage i Den Store bagedyst – de ville rent faktisk give mig muligheden for, at vælge imellem hele 3 forskellige reality programmer: Den store bagedyst, Date mig nøgen eller Landmand søger kærlighed. Tja… det er jo næsten umuligt at vælge! Måske skulle jeg foreslå diverse programchefer et helt nyt reality program, hvor man mikser de 3 programmer, så man ser nøgne landmænd bage kager? Eller måske skulle jeg bare hævne mig ved, at tilmelde visse af mine kollegaer til reality programmer som f.eks. Øen, Divaer i junglen eller Robinson Ekspeditionen – så er der da ro så længe…

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 

Kommentarer: 4

  1. Eddy siger:

    Nu hvor vi har kontakter indenfor filmverden, må det være nemt. Jeg tror du har fat i et hit af et program

    • Kirsten Skjold siger:

      Ja det bliver skide godt, men du vil jo ikke være der til at se det, der er ikke tv på “øen”

  2. Didde siger:

    I love you too! ♥️ Og der er ingen jeg hellere ville tilbringe 5 timer i TK MaXx med – og med efterfølgende “prismærkefest” på hotelværelset. Hvis man lagde sammen alle de timer i alle de byer vi har shoppet i…. Hvor mange dage tror du så det bliver til??! ️

    • Kirsten Skjold siger:

      MANGE, I love it, der ee i hvert fald Milano, New York og San Francisco❤️

Tilføj din kommentar