Nogen vil gå langt for at se bryster…

Nogen vil gå langt for at se bryster…

Det er skønt at være rejseleder, når man er i godt selskab med en hel gruppe af skønne og glade gæster. Jeg tog min første tur som rejseleder i 1997 og herefter fulgte 17 år med skønne rejseoplevelser i godt selskab med eventyrlyste og forventningsfulde gæster, der hver især bidrog til at gøre netop den tur helt særlig. Nogen husker man bedre end andre – og nogen har endda gjort så stort et indtryk, at jeg stadig mindes dem med glæde og et kærligt smil på læben, selv mange år efter at vi var på tur sammen. Ikke kun gæster har gjort stort indtryk – også chaufførene har altid været helt særlige på den ene eller den anden måde. En af de helt særlige chauffører vil jeg her kalde Glen – og læser I videre vil I forstå hvorfor han er helt uforglemmelig.

Glen boede i Denver, Colorado. Han var en kæmpe stor mand – 150 kg+ vil jeg tro – med en fin vandkæmmet sideskilning og hver dag iført lyseblå skjorte, grå bukser og cowboystøvler. Han var lige så rar som han var stor – men hans øjne flakkede nervøst ved tanken, om det eventyr han skulle ud på. Han havde aldrig været uden for staten Colorado, og nu skulle vi på rejse gennem ikke mindre end 8 stater i det amerikanske midtvesten. Det var før GPS var hvermandseje og Glen havde ingen kort i bussen, så det var heldigt at jeg var rimelig godt kendt. Glen havde aldrig været særligt eventyrlysten, og hver gang vi gjorde stop, ville han hellere vente i bussen med en snack, end at bevæge sig ud og se sig omkring.

Jeg underholdt ham begejstert med de utroligt smukke steder vi skulle besøge, og prøvede at beskrive dem for ham og skabe lidt interesse, så han fik lyst til at opleve en bid af hans fædreland. Hun lyttede altid høfligt til mine beskrivelser, men jeg følte ikke helt jeg fangede hans interesse indtil jeg begyndte at tale om Bryce Canyon. Hele Glens ansigt lyste begejstret op, da jeg beskrev landskabet og de utrolige klippeformationer. Han blev ved med at udbryde “Really???” og jeg snakkede forfjamsket videre – glad for at jeg endelig havde fanget hans interesse. Landskabet i Bryce består af store røde klippesøjler – såkaldte hoodoos. Jo mere jeg fortalte om hvor store de var og hvor mange der var – jo mere skinnede Glens øjne af begejstring.

Da vi kom til Bryce Canyon overraskede Glen mig ved at springe ud af bussen og erklære at han ville se det her sted. Han spurgte hvor han ville have det bedste udsyn. Jeg svarede at det fik han ved at gå med gæsterne og mig ned i bunden af kløften. Glen traskede afsted – helt uanfægtet af mine advarsler om at det er en fysisk anstrengende tur. Da vi nåede ned i bunden af kløften, hvor vi spadserede langs med det udtørrede flodleje, prikke Glem mig på skulderen. “Hvor er de?” Spurgte han. Jeg stirrede uforstående på ham, for vi var jo helt omgivet af den spektakulære natur. Jeg slog ud med armene og forklarede at de var jo over det hele. Glens ansigt blev lukket til af fortvivlelse og mistro før sandhedens barske realiteter gik op for ham. I min iver efter at beskrive sceneriet havde jeg kommet til at sige hooters (grimt ord for bryster) i stedet for hoodoos. Stakkels Glen havde forestillet sig horder af topløse piger sole sig i bunden af kløften og han var slemt skuffet. Synet af Bryce Canyons smukke, røde klippesøjler var ham ikke til spor trøst, mens han prustende og stønnende kæmpede sig op ad den smalle, stejle sti – hele vejen op – og tilbage til bussen.

Følg mig også på instagram @kirsten_skjold så går du ikke glip af nye indlæg og du kan følge med i mine tur ned ad Memory Lane – både i billeder og ord.