Mount Rainier National Park

Kirsten Skjold - Blogger og Foredragsholder

Mount Rainier National Park

I USAs nordvestligste stat Washington ligger Mount Rainier National Park. Parken er domineret af den 4.392 m. høje vulkan Mount Rainier, der har givet navn til nationalparken. Vulkanen er en del af bjergekæden Cascade Range, der strækker sig fra British Columbia i Canada, gennem staterne Washington og Oregon, til det nordlige Californien. Mount Rainier er den højeste vulkan i Nordamerika og den er dækket af sne og is. Der er i alt 26 gletsjere i nationalparken og ikke mindre end 150 vandfald. Skønt vulkanen ser så forfrossen ud, så er den stadig aktiv. Den har dog ikke været i udbrud siden 1814.

De vilde blomster gør vandreturene ved Mount Rainier til en storslået oplevelse.

Det er ganske let at besøge Mount Rainier. Nationalparken ligger blot 95 km sydøst for Seattle, og i klart vejr ses den majestætiske vulkan, tydeligt fra statens største by. Køreturen dertil er let og tager kun en times tid. Som man kommer tættere på nationalparken mister man vulkanen af syne, men fortvivl ikke – dette er kun for en stund – snart dukker den op igen. Fortsæt til New Paradise Henry Jackson Visitor Center. Herfra er der den mest utrolige udsigt mod den enorme vulkan. Der er restaurant samt borde og bænke, så man kan nyde mad og den storslåede udsigt, på en og samme tid. Området er skønt for besøgende i alle aldre og man behøver ikke at vandre ad de indbydende små stier for at få en fantastisk oplevelse. Men er der tid til at spadsere, så bør dette absolut prioriteres, før der køres mod syd. Men når du skal videre, så glæd dig til de første km efter New Paradise Henry Jackson Visitor Center, de er virkelig smukke.

Gå ikke glip af den smukke spadseretur ad Skyline Trailhead.

De smukkeste hikes i Mount Rainier National Park

Der findes utallige gode vandreture i nationalparken, men efter min mening starter de bedste i området omkring New Paradise Henry Jackson Visitor Center. Ved selve centret starter den blot 1,6 km lange Skyline Trail. Her kan både små og store sagtens være med. Stien åbenbarer enorme arealer med vilde blomster, rislende små floder, vandfaldet Myrtle Falls og naturligvis en storslået udsigt til Mount Rainier. Du kan også vælge den 4 km lange trail Deadhorse Creek Trail & Morraine Trail, der giver et flot kig til imponerende gletsjere. Hvis 4 km er i overkanten, så snup i stedet den 1,9 km lange Nisqually Vista Trail, hvor du får en flot udsigt til Nisqually Glacier. Du kan og så vælge den, mere krævende, 4,2 km lange vandretur Pinnacle Peak, der starter fra Reflection Lakes. Mulighederne er mange, men bemærk at de nævnte vandreture starter i 1.645 meters højde, husk rigeligt med vand og pas på dig selv. Godfornøjelse:)

Vandrestierne er fine – og både små og store kan være med.

Følg mig også på instagram @kirsten_skjold så går du ikke glip af nye indlæg.

Myrtle Falls med Mount Rainier i baggrunden.
Køreturen i Mount Rainier National Park er utrolig smuk.

 

Kommentarer: 2

  1. Britt siger:

    Fantastiske billeder Kirsten

    • Kirsten Skjold siger:

      Tak Britt, ja det er et ret vildt sted, tror at der er masser af unicorns

Tilføj din kommentar