I´m still standing…
Universet talte til mig – eller måske var det bare Radio 100?
I morges da jeg tændte for bilradioen var den første sang jeg hørte: I´m still standing med Elton John. Dernæst fulgte Thomas Helmig med ordene: “Jeg er glad igen – oven på – glad igen – dagen efter dagen derpå” og jeg følte mig et lille øjeblik næsten sikker på at universet talte til mig.
Joh…det har da været lidt op ad bakke …
På knap 3 år har jeg fået diagnose på en kronisk lungesydom, opdaget at min mand var mig utro, gennemgået en skilsmisse og været igennem et kræftforløb. Der har da været lidt at slås med – men så har det været helt fantastisk at mærke, at der stadig er 1000 ting at glæde sig over. Og det har faktisk været muligt at glæde sig – og nogen gange fik den lille spirende glæde endda tårestrømmen til at stoppe for en lille stund.
Glæd dig over det du har haft i stedet for at græde over det du har mistet
Der er ingen mennesker, der rejser gennem livet uden at opleve sorg, tab og modløshed – men der kan være smukke minder fra selv den sværeste rejse. Selv midt i den største fortvivlelse, hvor tårerne løb 24/7, har jeg oplevet at glæde mig over den kærlighed, hvormed jeg er blevet mødt af familie, venner og kollegaer og især mine børn. Det er, når det ser mest sort ud, at man må glædes mest over det man har haft, i stedet for at græde over det man har mistet. Det er den sætning der har været med til at holde mig oppe, når jeg synes mit liv var sværest.
I´m still standing – og jeg har sgu tænkt mig at blive stående
Selv om Kelly Clarkson med hendes “What doesn´t kill you make you stronger” glimrede med sit fravær og jeg i stedet blev tvangsindlagt til en reklameblok følte jeg mig sådan rigtig ”Glad igen og oven på”. Ikke engang reklamen for Single.dk kunne ødelægge min boblende glæde. Sagen er den at jeg HADER dating reklamer – bliver sådan lidt små aggressiv over de blide stemmer, der forsikrer én om at lykken kun findes hvis man er i et forhold. Jeg har lært at det ikke nødvendigvis er lykken at være to – i mit tilfælde er det lykken at være tre – mig og mine 2 børn! Så kære univers – eller hvem det nu var der talte til mig i morges – endelig har du forstået det…I´m still standing og jeg har sgu tænkt mig at blive stående.
Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Kommentarer: 4
Hej Kirsten
Det er godt nok en super flot og spændende side du har lavet
Mvh.jan
Hej Jan
1000 tak for kommentaren, de positive ord gjorde mig glad. TAK:)
Du er for sej og selvfølgelig står du stadig, blæsten knækker de største træer som pindebrænde, men de træer der om end de synes mindre, svajer med i stormens bevægelser, men bliver stående…
Tak Louise