I left my heart in San Francisco…
San Francisco er min ynglingsby i USA – eller det vil sige den på en delt førsteplads med New York City. Selv om de to byer ikke umiddelbart har meget til fælles, så står de begge mit hjerte nær. San Franciscos mix af victoriansk arkitektur, moderne skyskrabere og en hel række etniske kvarterer som f.eks. Japan Town og China Town, alt sammen spredt ud over 43 bakker, er bare charmerende. Indrømmet – helhedsindtrykket kan godt ødelægges lidt af det triste syn af alt for mange hjemløse der holder til ved bl.a. rådhuset City Hall… Rådhuset er i øvrigt en utrolig smuk bygning som det er værd at besøge. Jeg bor som regel i nærheden af Fishermans Wharf og jeg elsker at spadsere en tur langs med vandet og more mig over gøglerne. Jeg elsker at køre med de gamle F skinnebusser fra Market Street ned til mit hotel på Fishermas Wharf og at slæbe rundt på propfyldte poser fra Ross loaded med lækkert designertøj til spotpriser. Den skønneste afslutning på en god dag er et dinner cruise i San Francisco bugten. Mens dagen svinder bort tændes lysene i den magiske by, mens Golden Gate Bridge hæver sig fra havet op mod den stjerneklare himmel.

Sporvogne
San Francisco er helt unik idet den er bygget på 43 bakker. De historiske hvinende sporvogne kæmper sig op ad de stejle gader mens den storsvedende sporvogns-fører virkelig arbejder for hans løn. Sporvogns- føreren skal lægge alle kræfter i, for at køre og bremse sporvognen, og ved endestationen skal sporvognen vendes med håndkraft. Visse af gaderne har en stigning på op i mod 30% og det er en fest at stå på trinbrættet, på siden af sporvognen, og nyde udsigten over San Franciscos mest snoede gade Lombard Street og fange-øen Alcatraz. I 1947 var sporvognene tæt på at blive nedlagt, men en storstilet rednings-aktion redede sporvognene i sidste øjeblik. I dag er der ca. 12 millioner mennesker om året, der benytter sporvognene. For at få den bedste oplevelse vil jeg anbefale, at man tager sporvognen fra enestationen nær ved Ghirardelli Square og hele vejen op til Market Street. Det er en god ide at tage turen om morgenen før køen bliver for lang.

Alcatraz
Første gang man besøger San Francisco er det oplagt at tage på fængselsbesøg ude på den berygtede fange-ø Alcatraz. Færgen sejler i pendulfart fra Pier 33 – og bare rolig man kan kun købe returbilletter. Det er nærmest umuligt at få billetter, hvis disse ikke er bestilt hjemmefra i meget god tid. Det er en fordel at købe billetter til den første båd, før øen bliver alt for crowded. Efter ca. 10 minutters sejltur ankommer man til Alcatraz – og efter en kort sikkerheds briefing, kan man spadsere op ad den lille bakke til selve fængslet. Her får man udleveret høretelefoner med et fantastisk lydspor indtalt af tidligere indsatte og deres fangevogtere. Der er lagt mange lydeffekter ind over fortællingen og man tager sig selv i at lave små nervøse sæt, mens de små hår stritter i nakken, når man overraskes af lyden af smækkende celle-døre og raslende nøgler. Det har ikke været nogen fest at være indsat her og man må igen og igen minde sig selv om at det var de helt slemme drenge der sad fængslet her. Ingen er dømt til at sidde på Alcatraz – de der sad her var fanger der havde forsøgt at flygte eller overfaldt fangevogtere i andre fængsler. Alcatraz åbnede som statsfængsel i 1934 og blev lukket af Robert Kennedy i 1963. Der har aldrig siddet kvinder på Alcatraz af den simple årsag at kvinder ikke kunne dømmes uforbederlige, hvilket var et krav for at bliver overflyttet til Alcatraz. Den lov blev ændret i 1969 hvor jeg blev født…

Fishermans Wharf og Pier 39
Jeg vil til en hver tid foretrække at bo i gåafstand til Fishermans Wharf. Jeg elsker den storslåede udsigt mod Alcatraz og Golden Gate Bridge og elsker at betragte den luskede havgus rulle ind og på få minutter forvandle en varm sommerdag til noget der føles som en isvinter. Rejser man med børn, er det fantastisk at sejle en tur med den super hurtige RocketBoat og bagefter spise frokost på Rainforest Cafe hvor den gode mad spises til lyden af regnskovens lyde.
Molen Pier 39 er fyldte med blomster, restauranter, musik, karruseller og små butikker og frugtboder der sælger gigantiske jordbær til ågerpris. Molen egner sig perfekt til at få stillet sulten efter et besøg på Alcatraz. Her kan man glædes over at være i stand til at nyde et liv i frihed, mens man slubrer den tykke hvide fiskesuppe clam chowder i sig. Helt ude på spidsen af molen bjæffer San Franciscos søløver højtlydt, mens de skubber hinanden ned af tømmerflåderne for at få de bedste pladser. Søløver er vilde og frie de flyttede ind i havnen efter det store jordskælv i 1989.

Shopping – finansdistriktet – China Town
Har man taget sporvognen fra Ghirardelli Square til endestationen, så kommer man af på Market Street, som er den store shopping-gade i San Francisco. Sporvognen har netop passeret Union Square med alle de eksklusive butikker. På Market Street ligger San Francisco Shopping Center med mange lækre butikker som f.eks. Nordstrøm. Går man til venstre ad Market Street fra sporvognens endestation, så kommer man hen til min ynglings butik i hele USA: Ross. Den i San Francisco er kæmpestor og i mange etager. Her findes mange af de dyre mærker til spotpris. Fortsætter man ad Market Street kommer man ned til finansdistriktet med Montgomery Streets himmelstræbende skyskrabere i stål og glas. Her rager den 260 meter høje Transamerica Pyramid godt op i vejret. Det er sjovt at det fine finanskvarter grænser op til det kulørte China Town. På hovedgaden Grant Street findes byporten, der er en gave fra Taiwan, men det er i de smalle sidegader man finder det mest ægte China Town.

Golden Gate Park
San Franciscos åndehul byder på mange dejlige oplevelser. I weekenden spærres store dele af parken af for trafik og man ser hvordan indbyggerne i San Francisco mødes her for at grille, spille bold og hygge sig sammen. Parken er 5 km lang og 800 meter bred, så der er masser af plads. Parken er designet af den skotske landskabsarkitekt John McLaren. Fra 1875-1879 blev der plantet ikke mindre end 155.000 træer. McLaren var ikke stor fan af statuer og alle dem som bystyret forlangte, skulle stå i parken gemte han bag træer og buske så de ikke forstyrrede hans vision om den perfekte park. Det er værd at besøge det smukke Conservatory of Flowers, der er bygget med inspiration af Kew Garden i London. Den japanske te-have er også en smuk oplevelse. Nær de hollandske vindmøller græsser der bisonokser i de grønne omgivelser. Der ligger også et par fremragende museer i Golden Gate Park, nemlig det naturhistoriske museum California Acaemy of Science og De Young Museum.

Golden Gate Bridge
Når man kommer til San Francisco er det et must at se nærmere på den velkendte røde bro, der fører hen over indsejlingen (Golden Gate Bugten) til San Francisco. Broen stod færdig i 1937 efter 4 års byggeri. De imponerende brotårne rejser sig 225 meter over havet, mens der fra midten af vejbanen er 67 meter ned til vandet. Broen er uhyre smart bygget med 6 vognbaner, der kan justeres så man kan have f.eks. 2 spor i en retning og 4 spor i den anden eller 3 i begge retninger. Der er også fodgænger og cykelsti henover broen. Den skønneste måde at opleve broen på, er ved at leje en cykel, f.eks. på Ghirardelli Square, og cykle langs med vandet ud til Golden Gate Bridge. Det er en fin cykeltur med kun 2 reelle stigninger. At cykle hen over Golden Gate Bridge kræver at man ikke lider af højdeskræk – eller at man er i stand til at ignorere sin frygt, i den tid det tager at cykle de knap 3 km herover broen. Vel ovre på den anden side er det ret skønt at fortsætte videre til den lille hyggelige by Sausalito og få en god frokost før man snupper den lille færge tilbage til San Francisco. Efter min mening er dette opskriften på den perfekte dag i San Francisco. Prøv selv!

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Kommentarer: 2
Spændende læsning Kirsten
Hej Tina
Tak – det er jeg glad for at du synes:)