En bjørn til frokost i Alaska

En bjørn til frokost i Alaska

For nogle år siden kørte jeg ad den legendariske Alaska Highway. Jeg havde mine forældre med på turen og vi forsøgte at holde udgifterne ved at spise meget billigt. Vi havde provianteret i Safeway og (desværre) købt virkelig mange dåser laks. Vi troede det var lidt ligesom tun på dåse, men nej det der dåselaks, var det klammeste nogensinde. Ikke sjældent fandt vi ben, brusk, skæl og endda et øje den ene dag. Den dag vi fandt lakseøjet, var den dag jeg stoppede med at spise dåselaks. I stedet gik jeg over til den røde, stærke mexicanske tomatsalsa, som vi købte i store dunke. Dermed bestod min frokost sædvanligvis af toastbrød med salsa – mens mine stakkels forældre forsøgte at overbevise hinanden om at dåselaksen virkelig var beregnet til indvortes brug. Men snart var de med på salsa holdet i stedet. I starten gik det fint, men som dagene gik og blev til en uger, blev det virkelig trist og ensformigt og vi begyndte at fantasere om mad.

“Der står kraftedeme en bjørn”

Alaska Highway havde overrasket ved ikke at være asfalteret – så det var en hård tjans for mig at være chauffør. En dag, efter mange støvede kilometer passerede vi et cafeteria og vi blev overvældet af trangen til en god frokost. Vi vendte om, kørte ind på cafeteriaet og fandt et fint bord ved vinduet. Mine forældre sad med ryggen til vinduet – jeg sad overfor. Vi studerede grådigt menukortet og prøvede at undertrykke vores trang til bare at bestille “en af hver” Mens vi sad der med næsen dybt nede i menukortet, fornemmede jeg en skygge for vinduet og kiggede op. Jeg troede knapt mine egne øje, da jeg så en bjørn stå på bagbenene med sine store labber placeret på vinduet og stirre lækkersultent på mine forældre, der sad ca. 75 cm fra bjørnen – kun adskilt af vinduet. Bjørnen må have været lidt kræsen – for mig værdigede den ikke et blik. Jeg stivnede og udbrød helt stille: “Der står kraftedeme en bjørn” “Ja ja – der er godt med dig” gryntede min far, men han studsede alligevel over mit stivnede ansigt

“You better come with me little lady”

I det sekund mine forældre vendte sig om og kiggede bjørnen dybt i øjnene kom ejeren af cafeteriaet løbende med et gevær i hånden. Han smed geværet over til mig og jeg greb det i ren refleks. Det var første gang jeg nogen sinde rørte ved et våben. “You better come with me little lady” råbte han og jeg fulgte efter ham helt uden at stille spørgsmål. På vej ud til hans pick up truck forklarede han mig hurtigt, at han ugen før havde været nødsaget til at skyde og dræbe en bjørn, der brasede ind i cafeteriaet og nægte at gå igen. Det havde været en farlig situation for de rædselsslagne gæster i cafeteriaet, så det ville han helst være fri for at opleve igen. Derfor var planen at skræmme bjørne så eftertrykkeligt at den aldrig fik lyst til at komme igen.

Super respektløs bjørn

Efter et lynkursus i at skyde, startede han bilen, og planen var så at jeg skulle hænge ud af det åbne bil-vindue og huje og skrige, mens jeg skød op i luften. Imens styrede han bilen over stok og sten og forfulgte den forvirrede bjørn. Det var lidt som om bjørnen ikke rigtig tog mig alvorligt. Den luntede afsted og stoppede så op og kiggede så på mig som om den tænkte: “seriøst!!! hvorfor skulle jeg dog være bange for dig” “Fordi jeg har et fucking gevær og absolut INGEN ide om hvad jeg laver, så let røven din forvoksede teddybamse” råbte jeg med skinger stemme og skød vildt op i luften. Måske var en af grundende til at bjørnen ikke rigtig havde respekt for mig, at jeg imellem skudsalverne og ukvemsordene lige tog et par billeder, før jeg så kørte samme repertoire igen. Til sidst lykkedes det rent faktisk at skræmme det arme dyr langt ind i skoven og jeg håber inderligt at den aldrig vendte tilbage. Vi vendte om og kørte tilbage. Adrenalinen pumpede i kroppen på mig og jeg kunne slet ikke fatte hvad jeg lige havde været en del af.

“Dagens tilbud” var skyld i at jeg måtte forlade dagens ret

Da vi kom ind på cafeteriaet, rejste mine forældre sig op og sagde “kom – vi kører nu” Jeg kiggede længselsfuldt efter biksemaden, der i mellemtiden var blevet sat på bordet. Jeg forsøgte at gøre indvendinger, men jeg blev nærmest trukket ud i bilen og fik besked på at køre i afsted i vældig fart. Først da vi var kommet et stykke videre ad Alaska Highway fik jeg forklaringen. Ved nabobordet var der 6 vildmænd med langt hår, langt skæg og meget snavsede skovmandssjorter. De havde tilbudt mine forældre $10.000 for mig. De mente godt de kunne deles lidt om mig i deres hytte ude i skoven. Min mor var rædselsslagen, mens min far påstod at han følte sig fristet – det var mange penge synes han….Som han påpegede; “Du er jo ikke længere i din bedste alder” Min mor synes ikke det var sjovt, men min far morede sig og gryntede henrykt i flere hundrede kilometer. Efter et par timer holdt vi ind på en vigeplads – og spiste et stykke toastbrød med salsa mens tårerne sved i øjnene ved tanken om den forladte biksemad…

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)

 alaska alaska highway bjørn canada rejse usa