Heksekunster i New Orleans
Hvis San Francisco er USAs mest charmerende by – så må New Orleans helt sikkert være den skønneste. Her findes et helt unikt by-miljø fuldstændig ulig alle andre steder i USA. Smalle stræder med historiske huse, hvoraf mange er prydet med de smukkeste smedejerns-balkoner. Lyden af klaprende hestehove blander sig med tonerne af jazz, der strømmer ud af de små listige spillesteder, mens duften af cujun-krydret mad, får tænderne til at løbe i vand. Ved Mississippis bred ligger en smuk gammel hjuldamper med sit store røde hjul – klar til at sejle ud i solnedgangen på Old Man River. Hjulets plasken akkompagneres af tonerne fra et live jazz band. New Orleans er fortryllende og fuldstændig fantastisk.


Heksekunster, Sort magi og St. Louis Cemetery # 1
I New Orleans ligger grundvandet så tæt på jordoverfladen, at det ikke er muligt at begrave de døde i jorden. Man har derfor valgt at begrave de døde over jorden i enten et enkeltstående mausoleum eller i hele “lejligheds-komplekser” hvor lange rektangulære bygninger huser mange grave. New Orleans ældste kirkegård, St. Louis Cemetery # 1, blev indviet i 1789. Her findes, blandt mange andre, voodoo dronningen Marie Laveaus grav. Tanken om heksekunster, voodoo og sort magi, er ikke blot noget der tilhører fortiden, i New Orleans. Der findes flere butikker, der har specialiseret sig i, at sælge uundværlige rekvisitter, hvis man roder med at udfordre mørkets kræfter. Denne ukuelige tro er meget tydelig ved Marie Laveaus grav. I århundrede har der hersket en tro på, at hvis man man tegnede: XXX på graven, placerede sin ene hånd over og skrabede 3 gange med foden og smed et par sølvdollar i en kop, kunne man få opfyldt et ønske. Dette er dog blevet forbudt og kirkegården kan derfor nu kun besøges på guidede ture. Dette er den eneste måde de kan undgå yderligere vandalisme af graven.


Bourbon Street & Bare Bryster
New Orleans eller NOLA (New Orleans, Louisiana) blev grundlagt som fransk-canadisk territorium i 1719. I 1803 købte Præsident Thomas Jefferson Louisiana territoriet af Napoleon og fordoblede dermed USAs areal. Det franske sprog har hængt ved og selv den dag i dag, står vejskilte både på fransk og på engelsk. Bourbon Street, der er hjertet i det gamle franske kvarter, indbyder til en hyggelig aften. Der er flere hyggelige barer at vælge imellem og det er ikke usædvanligt at live musik og jazz toner strømmer ud fra de små spillesteder. New Orleans er lidt en syndens by, Her er det tilladt at drikke på gaden – noget som bestemt ikke er velset de fleste andre steder i USA. Under den årlige Mardi Gras festival er det kutyme at kaste billige perlekæder op til pigerne på smedejerns-balkonerne hvorefter de viser lidt af deres bryster som tak. Ikke alle ungersvende er lidt gode til at ramme plet, så kig op og du vil se disse grønne, lilla og guldfarvede perlekæder hænge i smedejernsgelænder og trætoppe højt over gadebilledet.

Jazz Brunch på Court of Two Sisters
Er du heldig at skulle til New Orleans, så husk at det er et must at bo i gå-afstand til Det Franske Kvarter. En fantastisk måde at starte dagen på, er at spadsere gennem de gamle gader ned til den historiske restaurant Court of The Two Sisters, der ligger på den kongelige adresse Rue Royal 613. Adressen har huset mange store personligheder i New Orleans, bl.a. den kongelige franske guvernør. De store historiske døre, er importeret fra Spanien og siges at være blevet kysset af den spanske dronning Isabel. Gangen bag dørene fører ud til den største gårdhave i Det Franske Kvarter. Fontænen i gårdhaven kaldes for Djævlens Ønskebrønd. Det siges at voodoo dronningen Marie Laveaus udøvede hendes magi her. Jeg kan på det varmeste anbefale en jazz brunch på Court of Two Sisters. Så snart man Træder ind af de historiske døre føler man at de gamle mursten hvisker stedets historie, mens springvandet plasker i Djævlens Ønskebrønd og jazz orkesteret spiller lidt lækker jazz. Deres brunch buffet er velsmagende, varieret og overdådig. Man bør tage sig god tid og nyde et glas bobler, mens man smager på omeletter, jomfruhummere og lækre kager.

Dinner Cruise i solnedgangen på Mississippi
Når aftensolens bløde lys sænker sig over New Orleans, er det ret skønt at gå om bord på Natchez – den historiske hjuldamper, der endnu aldrig har tabt et hjuldamper kapløb på Mississippi . Det er som at træde ind i en tidslomme fra en svunden era. I gamle dage var hjuldamperne måden man rejste på i denne del af USA. Mississippi var hovedfærdselsåren over dem alle og her var der en livlig trafik. I dag sejler hjuldamperen flere gange om dagen, men jeg vil på det varmeste anbefale et Dinner Jazz Cruise. Kl. 18.30 er der bording og kl. 19.00 lyder den karakteristiske lyd af afgang. Det store hjul begynder at at dreje rundt – og jeg tænker at denne lyd må være en af de mest beroligende lyde i verden. Om bord er der middag i to hold, en lille buffet der er noget beskeden i forhold til Court of Two Sisters, men det gør ikke spor, for det handler ikke om mad. Det handler derimod om nostalgi og om at rejse tilbage i tiden til tonerne af et jazz band. Efter middagen er der mulighed for at besøge maskinrummet og se nærmere på det interessante maskineri eller måske bare gå direkte op på dækket og danse stille og tæt til jazz musikken og nyde den skønne solnedgang der spejler sig i vandet på Old Man River.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)
Kommentarer: 4
Dejlig læsning – nu får man da endnu mere lyst til New Orleans.
Hej Britt
Drøm bare videre om skønne New Orleans
Fantastisk
Tak Lisbeth