Ramt af guldfeber i Klondyke

Ramt af guldfeber i Klondyke

Jeg har aldrig rigtig været typen der spiller lotto. Jeg er heller aldrig rigtig blevet ramt af den der fuldstændige faste tro på, at millionerne venter lige om hjørnet. Netop derfor, var jeg selv, den der blev mest overrasket, da jeg blev ramt af guldfeber på en rejse til Klondyke i Canada og Alaska. Med på dette roadtrip havde jeg mine forældre. (Også omtalt i blog-indlægget: En bjørn til frokost i Alaska) Vi var taget afsted på denne 15.000 km lange rejse, for at se smuk natur og masser af dyr. Hverken mine forældre eller jeg havde forestillet os, at vi pludselig blev fuldstændige ramt af guldfeber. “Kom, kom til Klondyke – op og vaske guld” John Mogensens klassiker havde vi sunget og danset til ved nærmest hver eneste familiefest – men aldrig tænkt, at det en dag skulle blive os. Vi endte med at gå op i guldvask med liv og sjæl og blev helt besatte af tanken om, at den næste guldpanne vi vaskede, nok skulle vise sig at indeholde nogle store guldstykker.

Det er ikke alt guld der glimter – åbenbart heller alt der glimter, der er guld!

Det hele startede i Skagway, Alaska. Den gode havn gjorde Skagway til det oplagte sted, for 1800-tallets håbefulde guldgravere, at starte rejsen mod Klondyke. Først skulle de dog krydse de barske bjerge ad Chilkoot Trail. Her endte mange guldgravere deres dage, længe før end de havde nået til Klondykes guldfelter. Nå men tilbage til vores årtusinde. Vi besøgte Skagways historiske kirkegård, og stoppede efterfølgende ved en lille flod. Vi fulgte floden lidt opstrøms, og der… lige foran os glimtede der det pureste guld i floden. Helt stressede ved tanken om at nogen skulle komme før os, spurtede vi ind til byen for at investere i et par guldpanner, og så ellers tilbage for at vaske guld. Det var bare lige som op at det ikke rigtig lykkedes for os. Det der guld glimtede ikke helt så meget når det kom op ad vandet. På et tidspunkt kom der nogle lokale mænd forbi. De morede sig højlydt, og fortalte at der aldrig var blevet fundet guld i Skagway. Jeg blev lettere ophidset, over deres forsøg på at dæmpe min begejstring, og vrissede: ENDNU er der ikke fundet guld i Skagway… ENDNU!!!. De kunne så fortælle, at det der glimte så smukt, bare var Fools Gold – snydeguld. Lidt slukørede pakkede vi vores panner sammen, ret flove over at være faldet i samme fælde som tusindvis af guldgravere før os.

En guldbarre i kælderen som pensionsopsparing

Fra Skagway tog vi færgen til Alaskas hovedstad Juneau. Her har guldfeberen for alvor raset. Vi fik husly af en lokal professionel guldgraver. Han levede af at vaske guld, men når vi så os om i hans beskedne hus, kunne vi godt tvivle på hvor meget held han havde med det. Han selv var utrolig snavset og hans bil lugtede fælt af våd hund, men han var super flink. Vores nye guldgraver-ven lovede at han nok skulle hjælpe os med at få helt styr på teknikken med at vaske guld – og han lovede at vi nok skulle få heldet med os. Næste dag blev vi iført vaders. De var alle størrelse 39. Jeg var bekymret for om det var sikkert at være alene mine, de var kæmpe store. Min far havde det modsatte problem. Det er mig stadig en gåde, hvordan vi fik min store far med str. 46 i sko, presset ned i et par vaders størrelse 39. Det var ikke kønt – det lignede at de var bodypainted på ham. Afsted gik det til stedet, hvor vi skulle vaske. Allerede den første panne vi vaskede, skulle vise sig at gemme på det fineste guldstøv, der var ikke meget, men det var der. Vi blev snart gode til teknikken og lærte at når småsten, grus og snavs var vasket væk, og der kun var det sorte paydirt tilbage, så skulle man være forsigtig. Vi stod i timevis, med rumpen i vejret i det lave vand, og var fuldstændig tabt for omverdenen. Først da dagen gik på held, kunne vi strække vores smertende rygge og modstræbende indvilge i at stoppe. Vi tog tilbage til guldgraverens hus. Her ventede en ret stor udfordring, idet ville skulle have min far ud af de der vaders. To mand holdt ham i armhulerne, mens en mand rev og flåede i gummistøvlerne. Lige meget hjalp det – vi kunne ikke få dem af. Til sidst måtte vi hælde madolie ned i min fars vaders og massere gummidragten for at få olien hele vejen ned til fødderne og svup, endelig var min far fri. Guldgraveren viste stolt mig, min mor – og min olierede far, en guldbarre lidt mindre en en mælkekarton. Han havde selv vasket hver eneste gram guld i guldbarren, der bare lå henslængt på en reol i kælderen. Det er min pensionsopsparing forklarede han… Vi kiggede lidt skuffede på vores udbytte fra dagens anstrengelser, og kunne godt se at der var lang vej igen, før vi havde vores egen guldbarre.

Hundredvis af kilometer på jordvej i søgen efter Fede Jim.

Vores guldgraver-ven forklarede os, at hvis vi bare kørte op til hans ven Fede Jim, så ville vi kunne vaske guld i meget større mængder og finde større nuggets. Med en snavset finger pegede han på et kort, så vi vidste hvad vej vi skulle køre, når vi kom tilbage til vores parkerede bil i Skagway. ”Kan du ringe og spørge om han er hjemme og fortælle ham at vi kommer”? Spurgte jeg ret naivt, kun for at lære at der ikke var telefoner, der hvor Fat Jim var. Vi skulle blot henvende os i den lokale butik: General Store. Alle kender hinanden i byen Eagle” Forsikrede vores guldgraver-ven. Det skulle vise sig at være helt korrekt, men på den for os, meget ufede måde. Vi kørte en hel dag – ja hundredvis af kilometer på jordvej for at komme til den lille by Eagle. Vi henvendte os i General Store, som vi havde fået besked på. Fyren bag disken så overrasket på os med et meget mistænksomt blik i øjnene. Jeg spurgte høfligt efter Fat Jim, men købmanden var ikke meget for at svare. Han stirrede på min lille utrænede topmave (og jeg var ærlig talt ikke en gang særlig tyk dengang) og hans øjne vandrede mellem min mave og min far der tårnede sig op ved siden af mig. Min fars olme udtryk kom af at han ikke kunne tale engelsk – og derfor var bange for at nogen skulle henvende sig til ham. Den gode købmand konkluderede tydeligvis at Fede Jim havde gjort min gravid – og at min far nu var her for at tvinge ham til at gifte sig med mig. Intet kunne være mere forkert – men vi så det beslutsomme blik i købmandens øjne, da han blankt afviste at han nogen sinde havde hørt om Fat Jim. Som en lynild spredte rygtet sig i den lille by, hvor ingen pludselig kendte Fat Jim, og hvor vi i øvrigt heller ikke kunne leje et værelse. ”alt optaget” sagde de og slog ud med armene, mens de rødmende skævede til den tomme parkeringsplads. Dermed måtte vi forlade Eagle med uforrettet sag.

Vores eget guld om halsen i Dawson City, Klondyke

Fra Eagle kørte vi til den mægtige flod Yukon River, som vi krydsede med en lille færge. På den anden side af floden kom vi til Dawson City. Hjertet af Klondyke og stedet hvor guldfeberen startede med et guldfund i Bonanza Creek. Historien fortæller at hvis en guldgraver skulle trave fra guldfelterne og ind i byen for at hente en flaske rom, var det ikke nødvendigt at tage penge med, for han kunne bare finde noget guld på vejen. Overalt ser man kilometerlange volde af sten og grus. De stammer fra de enorme guldgravermaskiner, kaldet dredges. Det var som at træde tilbage i tiden, og det var skønt at finde guldpannerne frem igen – men udbyttet var nu begrænset. Min mor og jeg købte en medaljon  i glas, og hældte vores guldfund ind i den og kunne dermed gå med vores guld om halsen. Det var en uhyre tilfredsstillende følelse. Vi vaskede lidt panner hist og her – men til sidst blev vi enige om at vi måske havde vasket det guld der skulle vaskes på denne tur. Med oprejst pande forlod vi Dawson City og kørte mod syd. Der var dog stadig en lille rest guldfeber tilbage i kroppen og ved hver eneste lille flod vi mødte på vores vej, vaskede vi lige et par panner. For vores vedkommende blev det ikke til en pensionsopsparing, men vi var nu også godt tilfredse med vores 2 halskæder.

Følg mig på instagram (@kirsten_skjold) – så går du ikke glip af nye indlæg – og det vil gøre mig så glad, at få dig som følger:)